Hamid fik elevplads efter snak med HK

Hamid Said Ghader

Der var ikke meget håb tilbage at spore hos 19-årige Hamid. Efter endt skolegang var han klar til at komme i lære som handelselev. Han havde taget en EUX Business og verden lå for hans fødder. Ambitionerne var ikke til at tage fejl af, alt han manglede var en elevplads. Men så begyndte afslagene på hans ansøgninger at vælte ind.

- Jeg søgte både opslåede stillinger og uopfordret, men alle sagde nej tak. Det var virkelig hårdt, fortæller han.

På skolepraktikcentret var vejlederne optimistiske – til en start. Men også de var forundret over, at Hamid ikke kunne få foden inden for i en rigtig virksomhed.

- De hjalp mig rigtig meget, og det var jeg meget glad for. De havde hele tiden troen på, at jeg ville få en elevplads. Men som tiden gik, og antallet af afslag steg, begyndte de at blive lidt bekymrede, siger Hamid.

Tilbage i skoletiden havde Dennis Frandsen, ungdomskonsulent i HK Østjylland været forbi skolen flere gange for at undervise og svare på spørgsmål. Hamid havde talt med ham et par gange.

- Dennis er sej. Så jeg tænkte, at hvis alle i HK er som Dennis, så vil jeg være medlem og det blev jeg, fortæller Hamid Said Ghader.

Da han nu sad frustreret tilbage uden en elevplads, kom han pludselig i tanke om, at Dennis havde sagt, at han bare kunne ringe, hvis han havde brug for hjælp.

- Han var mit sidste håb, så jeg ringede. Det er jeg rigtig glad for i dag, siger Hamid.

Dennis Frandsen tog sig tid til en snak – både i telefon og et møde på HK’s kontor. Her gennemgik de hans ansøgninger og Hamid blev overbevist om, at han skulle ændre den måde, han skrev ansøgninger på.

- Dennis fortalte mig, at jeg skulle have en rød tråd i mine ansøgninger. Jeg skulle give mere af mig selv og fortælle om de ting, jeg er rigtig god til. Efter vores snak i telefonen ændrede jeg ansøgningerne og sendt to af sted, siger Hamid.

Snakken med HK foregik kort før jul. Og der gik ikke mange dage, før telefonen ringede i Hamids lomme.

- Jeg blev kaldt til samtale. Til begge elevpladser, fortæller Hamid med et stor smil.

Hamid mødtes med Dennis igen, hvor de trænede jobsamtalen.

- Pludselig smed han en mælkebrik foran mig og sagde: ’Sælg mig den’. Det gjorde jeg så og det var rigtig godt at tale med Dennis om, hvad jeg kunne gøre og sige til en samtale, fortæller Hamid.

 

Få dage efter var han til samtale. Det ene job fik han ikke, men til gengæld var der bingo på det andet.

- Jeg var på praktikcentret, da de ringede og sagde, at jeg havde fået jobbet. Jeg blev så glad, at jeg gik direkte ind på kontoret og opsagde min skolepraktik-aftale, siger han.

Hamid er nu startet som elev hos EA Værktøj i Åbyhøj ved Aarhus. De næste to år kan han kalde sig handelselev.

- Jeg er så taknemmelig for den hjælp, HK og Dennis gav mig. På skolen var HK rigtig gode til at uddele bolsjer, men der er ingen tvivl om, at HK kan meget mere end det, siger Hamid Said Ghader.

Hamid fik elevplads efter snak med HK 

 

Følg HK Østjylland på Facebook

Følg med i debatter, seneste nyt, arrangementer og gode medlemstilbud