Efter et langstrakt forløb brød forhandlingerne om en ny overenskomst for HK’erne i landets kommuner sammen mandag aften.

- Det er så ærgerligt. Vi ønsker ikke en konflikt, men desværre kunne vi ikke få sikkerhed for, at HK’erne og de mange andre offentligt ansatte i kommunerne kan få del i opsvinget på lige fod med resten af Danmark, lyder det fra Bodil Otto, som tilføjer:

- I hele forløbet har vi ikke set et eneste stykke papir eller anden form for dokumentation fra KL i forhold til, hvad de har forestillet sig af økonomisk ramme for forhandlingerne.

Realløn blev udslagsgivende

En forbedring af reallønnen har været et kernekrav fra organisationerne i forhandlingerne. Og netop lønspørgsmålet endte med at være det, der fik forhandlingerne til at bryde sammen, lyder det fra Bodil Otto:

- Det vil ikke give mening at acceptere noget, der ikke giver mig sikkerhed for at vi kan forbedre medlemmernes realløn. Derfor er det næste naturlige skridt, at vi kommer til at varsle en konflikt, siger Bodil Otto og tilføjer, at der også var andre punkter, som parterne ikke kunne mødes om.

Arbejdsgiverne mødte op med krav om massive forringelser. Blandt andet på seniorordningerne og spisepausen for især akademikerne. Desuden var der fortsat uenighed om lærernes arbejdstid.

Er allerede indkaldt til møde i Forligsinstitutionen

Alle parterne på det kommunale, statslige og regionale område er indkaldt til møder med forligskvinde Mette Christensen den 1. marts.

Hvordan det videre forløb kommer til at udspille sig, kan Bodil Otto ikke sige noget om endnu. Men hun gør det klart, at de medlemmer af HK Kommunal, der vil blive berørt af en eventuel konflikt, vil få økonomisk støtte af HK svarende til lønnen.

- Konflikten varsles til at begynde den 4. april 2018. Det beslutter vi formelt i Forhandlingsfællesskabet den 2. marts, siger Bodil Otto.

Når konflikten bliver varslet, vil HK med det samme orientere de berørte medlemmer.

Forhandlingsfællesskabet mødes med de regionale arbejdsgivere tirsdag klokken 13.00 og forventningen er, at resultatet af det møde bliver det samme som på det kommunale område.
Du kan følge med i processen på hk.dk/ok18 samt på HK Kommunals Facebook-side og i din indbakke, hvor HK Kommunal løbende vil opdatere med den seneste udvikling.


FAKTA: DET SKAL DU VIDE OM KONFLIKT

Vil du blive klogere på hvordan du er stillet ved en konflikt, så læs vores konfliktguide her på HK.DK.

-> Konfliktguide - alt du skal vide som ansat i en kommune

Det er endnu ikke besluttet hvilke arbejdspladser, der bliver udtaget til konflikt. Og arbejdspladserne får først besked, når der bliver sendt et konfliktvarsel til arbejdsgiveren.

Organisationerne i Forhandlingsfællesskabet har besluttet, at der i første omgang skal udtages 10 til 15 procent af medlemmerne til en konflikt.