HK Privat Nordjylland har genvalgt formand Kirsten Estrup Madsen for de næste to år. Det skete på en velbesøgt generalforsamling i Europahallen i Aalborg, mandag den 26.2.2018.
211 medlemmer af Privatsektoren mødte op og genvalgte Kirsten Estrup Madsen uden modkandidater. Hun har været formand for HK Privat i det nordjyske siden 2014.
Den genvalgte formand er meget glad for, at hun nu kan fortsætte arbejdet for HK Privats medlemmer i landsdelen:
-Jeg vil fortsætte arbejdet med mine mærkesager: Først og fremmest, at flere af mine medlemmer tager videre- og efteruddannelse for at stå stærkt på arbejdsmarkedet. At så mange som muligt dækkes af en overenskomst – væk med 50 % reglen. Og at løn- og arbejdsforhold er i orden for alle, også medlemmer i atypiske ansættelser såsom konsulenter og freelancere, siger Kirsten Estrup Madsen. Sidst men ikke mindst vil formanden kæmpe videre for bedre psykisk arbejdsmiljø – og imod stress og sexchikane – inden for HK Privats område.
Bestyrelsen for HK Privat Nordjylland består nu af:
Kirsten Estrup Madsen (formand).
Ina Bergen
Lone Jacobsen
Christina Madsen
Nina Heidelbach
Mette Licht (1. suppleant)
Jens Olof Andersen (2. suppleant)
Fra lokalrådene:
Jorna Bennetsen
Pia Degn (næstformand)
Gitte Frandsen
Lars Hedelund
Louise Ørndrup