Først brød de statslige forhandlinger sammen, så de kommunale. Og nu er forhandlingerne om overenskomsterne for lægesekretærer, administrative medarbejdere og deres kolleger i landets fem regioner også brudt sammen.

- Vi ærgrer os igen i dag. Men igen har vi oplevet, at arbejdsgiverne ikke har kunnet give os sikkerhed for, at vores medlemmer og de mange andre ansatte i regionerne kan få del i opsvinget på lige fod med resten af Danmark. Og så var der også markante forringelser for seniorer på arbejdsgivernes liste, lyder det fra Bodil Otto.

Reallønsforbedringer som omdrejningspunkt

For HK Kommunal og de andre organisationer i Forhandlingsfællesskabet, blandt andet sygeplejerskerne og lægerne, har en forbedring af reallønnen været det helt centrale i forløbet.

- Vi kan ikke se idéen i at acceptere noget, der ikke giver os sikkerhed for en forbedret realløn ligesom de privat ansatte. Derfor er det næste naturlige skridt, at vi også kommer til at varsle en konflikt på det regionale område, siger Bodil Otto

Er allerede indkaldt til møde i Forligsinstitutionen

Alle parterne på det kommunale, statslige og regionale område er indkaldt til møder med forligskvinde Mette Christensen den 1. marts.

Hvordan det videre forløb kommer til at udspille sig, kan Bodil Otto ikke sige noget om endnu. Men hun gør det klart, at de medlemmer af HK Kommunal, der vil blive berørt af en eventuel konflikt, vil få økonomisk støtte af HK svarende til lønnen.

- Konflikten varsles til at begynde den 4. april 2018. Det beslutter vi formelt i Forhandlingsfællesskabet den 2. marts, siger Bodil Otto.

Når konflikten bliver varslet, vil HK med det samme orientere de berørte medarbejdere.

Du kan følge med i processen på hk.dk/ok18 samt på HK Kommunals Facebook-side og i din indbakke, hvor HK Kommunal løbende vil opdatere med den seneste udvikling.

 

FAKTA: DET SKAL DU VIDE OM KONFLIKT

Vil du blive klogere på hvordan du er stillet ved en konflikt, så læs vores konfliktguide her på HK.DK.

-> Konfliktguide - alt du skal vide som ansat i en region

Det er endnu ikke besluttet hvilke arbejdspladser, der bliver udtaget til konflikt. Og arbejdspladserne får først besked, når der bliver sendt et konfliktvarsel til arbejdsgiveren.

Organisationerne i Forhandlingsfællesskabet har besluttet, at der i første omgang skal udtages 10 til 15 procent af medlemmerne til en konflikt.