Ulla Jeppesen går i marts af som formand for HK it, medie & industri Hovedstaden. 

Ulla Jeppesen føler stadig, hun har noget at byde ind med som formand. Men hun er modstander af, at HK-lederne fortsætter helt ind i pensionsalderen. Det tager hun nu selv konsekvensen af som 64-årig.

Tekst: Lars Madsen

Foto: Mark Knudsen

Ulla, du stopper som formand på generalforsamlingen i HK it, medie & industri Hovedstaden til marts. Hvorfor det?
Med de beslutninger, der blev taget på HK Danmarks kongres i november 2017, kan man nu genopstille som afdelingsformand, hvis man opnår folkepensionsalder i næste valgperiode – og det gør jeg her i 2018. Men jeg stemte imod forslaget og argumenterede mod det i hovedbestyrelsen, fordi jeg frygter, at HK ender med en ledelse bestående af gamle mennesker. Jeg synes ikke, det er noget godt signal at sende til de unge. Det er vigtigt, at vi får yngre kræfter ind, som kan være med til at tiltrække de unge, og som de kan spejle sig i. Jeg er ikke meget til det med at gradbøje tingene alt efter, hvad der passer ind i ens eget kram. Jeg synes, det er vigtigt at have principper, og har man det, skal man også følge dem. 

Men selv om det i høj grad er en principbeslutning, har du så alligevel gjort dig overvejelser?
Selvfølgelig – jeg har haft mange søvnløse nætter, for jeg synes, det er svært at slippe. Jeg har været ekstremt glad for at være formand. Jeg synes, jeg har et meget spændende og privilegeret job, og jeg synes ikke, jeg er brændt ud. Jeg føler selv, jeg stadig har noget at byde ind med. Men det blev altså principperne, der sejrede.

Hvad er det vigtigste, der er sket i HK it, medie & industri Hovedstaden i din formandstid?
At vi har fået stoppet medlemstilbagegangen og fået styrket det organiserende arbejde. Og at vi er kommet meget tættere på vores tillidsvalgte, blandt andet gennem den måde, vi nu holder intromøder og særlige kurser i afdelingen for de nyvalgte, inden de begynder på den formelle TR- eller AMR-uddannelse. Det giver bare noget helt andet, når vi selv er tæt på vores tillidsvalgte gennem et længere forløb. 

Hvorfor er det så vigtigt? 
Fordi de tillidsvalgte er HK på arbejdspladsen, og den oplevelse skal de kunne videregive til deres kolleger. Mange tidligere tillidsrepræsentanter har ikke haft så tæt kontakt med os og har derfor ikke set det som deres opgave at organisere kollegerne. De mente, at det kunne fagforeningen tage sig af – og der har vi virkelig fået rykket på mentaliteten. Omvendt ved de også, at de altid kan få hjælp og sparring både hos deres faglige kontaktperson i afdelingen og hos organiserne, som mange af dem bruger flittigt. Fagforeningen skal ikke være noget, der bare hænger og blafrer i luften. Den skal være nærværende.

Du nævner, at det er lykkedes at vende medlemstilbagegangen. Hvad er det, der har virket?
Det er i høj grad den nye måde, vi arbejder med at uddanne de nye tillidsrepræsentanter til også at organisere kollegerne. Organisering handler jo i bund og grund om at flytte fagforeningen ud på arbejdspladsen og styrke fællesskabet dér. Det skyldes også, at vi i dag har et organiserteam på fire personer. Da jeg startede, havde vi kun én. Senest udvidede vi i 2017 med en ungdomsorganiser, og det har givet mange nye elevmedlemmer.

Hvilke udfordringer står fagforeningen overfor? 
Det er nødvendigt løbende at forholde sig til fremtidens arbejdsmarked og den digitale udvikling. Ingen ved, hvordan arbejdsmarkedet ser ud om bare et eller to år. Det kræver, vi hele tiden er oppe på dupperne og tænker fremadrettet. Her i afdelingen har vi blandt andet sammen med en række medlemmer nedsat en gruppe, der ser på, hvordan fremtidens administrative HK-medarbejder skal se ud. Hvilke jobfunktioner vil blive overtaget af robotter, hvilke vil fortsat være der, og hvilke nye kompetencer skal man tilegne sig? Og vi har også en kæmpe udfordring i forhold til de stadig flere medlemmer, der arbejder som freelancere og på atypiske vilkår.

Og hvad med de unge?
Vi har en stor udfordring med at forklare ungdommen, hvad de kan bruge en fagforening til. Hvorfor er fagforeningen ikke så spændende for dem? Det bliver vi nødt til at arbejde noget mere med. Nu, hvor vi har arbejdet målbevidst på at organisere elever, stiger elevtallet nærmest dag for dag. Så man kan godt. Men det kræver fokus, og skal vi fastholde dem, kræver det endnu mere – vi skal udvikle nogle tilbud, hvor de unge kan se sig selv, og give dem nogle rammer, hvor de får reel indflydelse. 

Når man har været vant til at være tillidsmand og have masser af kollegakontakt, er det noget af en omvæltning at blive chef. Pludselig har man ingen tætte kolleger, oplever Ulla Jeppesen.

Er der en bestemt del af dit arbejde, du særligt håber, din efterfølger vil videreføre?
Alt det, vi gør godt i dag, for eksempel lønstatistikarbejdet, hvor vi suverænt er den bedste i klassen hvert år, og vores 50%-ringninger, der afdækker, hvor der er mulighed for at indgå overenskomst. Og arbejdet med at etablere faglige netværk, for derigennem kan vi aktivere endnu flere medlemmer, som ved at være i netværk med kolleger inden for samme felt oplever, at de får noget igen.

Har du et godt råd til den næste formand? 
Bliv ved med at udvikle relationerne til medlemmerne på alle områder, for det er gennem relationer, vi styrker det faglige fællesskab. Og sæt særlig fokus på de unge. Jeg synes også, man skal huske at være kritisk over for resten af HK. Her i afdelingen har vi altid været dem, der var i haserne på både HK/Privat og HK Danmark. Selvom man begge steder bekender sig til den organiserende fagforening og udtrykker alt det med at ville give fagforeningen tilbage til medlemmerne, oplever vi ofte en stærk centralisme.

Kan du give et eksempel? 
Et aktuelt eksempel er alle de fagbosser, herunder HK’s forbundsformand, der hen over hovedet på både medlemmer og hovedbestyrelser besluttede at sælge ALKA. Uden nogen medlemsinddragelse, uden nogen diskussion. Inden man satte noget til salg, kunne man passende have taget diskussionen: Hvad er det, vi vil med at eje virksomheder? Er det noget, vi skal beskæftige os med? Var den diskussion taget, havde der muligvis udkrystalliseret sig en holdning om, at nej, det er ikke noget, fagbevægelsen skal koncentrere sig om. Men ingen blev spurgt. Den der ”vi ved bedst”-holdning, har jeg desværre oplevet flere gange højere oppe i HK.

Hvad har overrasket dig ved formandsposten?
Når man kommer ude fra det, jeg kalder det virkelige liv, og altid har været tillidsrepræsentant, er det underligt pludselig at blive betragtet og behandlet som chef. Altså, jeg ved godt, at jeg er chef, men det, at man pludselig ingen tætte kolleger har, dét kom nok lidt bag på mig. Jeg synes bestemt, jeg har et meget fint forhold til medarbejderne, men tidligere havde jeg kolleger, jeg kunne snakke med om hvad som helst. Nu er der nogle, der er forsigtige med, hvad de siger til mig, for jeg er jo chefen. Det har været svært. Det er på nogle måder et meget ensomt job.

Der bliver flere og flere freelancere, vikarer og projektansatte – kan fagforeningen gøre sig mere relevant for dem?
Vi bliver nødt til at udvikle de tilbud, vi har til medlemmer på atypiske ansættelsesvilkår, så de også oplever, at der er værdi for dem i et medlemskab. Det er en af de store udfordringer. Vi er allerede begyndt på de diskussioner, men de bliver mere og mere påkrævede for hver dag, der går. Vi diskuterer blandt andet, om vi kan etablere en kompetencefond, hvor de ligesom medlemmer på en overenskomst kan søge midler og komme på kurser og uddannelse. Vi diskuterer også, om vi selv skal lave en platform til at formidle freelancejob, om vi skal etablere andre tilbud til freelancere som eksempelvis hjælp til fakturering – alle de der ting, der er dødbesværlige, når man skal klare sig selv. Men selvom vi skal tænke nye tanker, må vi ikke glemme hele vores udgangspunkt nemlig at vi skal styrke sammenholdet og solidariteten. Det er fagbevægelsens grundlag, og det skal vi ikke kaste over bord, selv om vi skal udvikle os og sikkert lave om på en del ting.

Er der noget, du ikke nåede i mål med?
Jeg ærgrer mig grusomt over, det ikke er lykkedes os at slippe af med 50%-reglen, og at HK/Privat har nedprioritere kravet. Det var hovedkravet ved OK 2010, men da det ikke kom igennem, valgte man at nedprioritere det. Jeg synes, at vi ligger alt for meget under for CO-industri. Der er tilsyneladende en tro på, at bare vi er flinke og snakker godt med Metal-toppen, skal vi nok ende med at få indflydelsen. Og nogle vil hævde, at det har vi sørme også. Men 50%-kravet bliver jo aldrig en CO-prioritet – slet ikke, hvis vi stopper med at fremføre kravet massivt. Det er jo kun HK, der har 50%-reglen. 

Kan du nævne et punkt, hvor du synes, du har været med til sætte dit eget præg på HK it, medie & industri Hovedstaden?
Jeg synes, HK har haft en tendens til at være sig selv nok, men jeg synes, at vi har fået sat vores fagforening mere på landkortet og er blevet lidt mere aktivistiske. Kan du huske Vejlegården? Under den lange konflikt for overenskomst arrangerede vi som den eneste HK-afdeling bustur til Vejle for at bakke op om en demonstration uden for Vejlegården. Vi har været på gaden og samlet underskrifter mod dagpengeforringelserne, vi har været med i demonstrationer mod Ryanair og i en lang række andre demonstrationer, blandt andet for mere velfærd. I dag ved andre fagforeninger og mange organisationer, hvem vi er, og hvad vi står for. Jeg har det meget sådan, at solidaritet jo ikke er noget, man kun taler om og ønsker sig, når man selv har brug for den, men noget man skal give til dem, der har brug for den – når de har brug for den.

Alle medlemmer kan blive formand

 

Alle medlemmer af HK it, medie & industri Hovedstaden har mulighed for at stille op til formandsposten. Man vælges for to år ad gangen.

Det er muligt at stille op helt frem til og med generalforsamlingen 13. marts.

6. marts kl. 17.00 arrangerer HK it, medie & industri Hovedstaden et valgmøde, hvor kandidaterne kan præsentere sig selv og medlemmerne stille spørgsmål til dem. Læs mere og tilmed dig her.