Overenskomstforhandlingerne på det kommunale, regionale og statslige område er brudt sammen. Lykkes det ikke at få genstartet forhandlingerne og nå en aftale, kan vi se frem til en periode, hvor store dele af det offentlige arbejdsmarked kører i laveste gear.

Sådan kan storkonflikten forløbe:

  • Torsdag d. 1. marts: Møder i forligsinstitutionen
  • Fredag d. 2. marts: Møde i forhandlingsfælleskabet, hvor det besluttes, om der skal sendes strejkevarsel.
  • Onsdag d. 4. april: Her kan en storkonflikt begynde, hvis den ikke bliver udsat af forligskvinde Mette Christensen.
  • Onsdag d. 18. april: Her kan en storkonflikt begynde, hvis den er blevet udsat i 14 dage.
  • Onsdag d. 1. maj: Her kan en storkonflikt begynde, hvis den er blevet udsat i 2 x 14 dage.

    En storkonflikt er den sidste udvej, så begge sider af forhandlingsbordet vil med forligskvindens hjælp arbejde på at nå et resultat.
    Skulle det lykkes, afblæses konflikten, og resultatet af forhandlingerne sendes ud til fagforbundenes medlemmer, som skal stemme om det.



Måske kan forældre ikke få passet børnene, fordi daginstitutioner og skoler holder lukket. Den offentlige transport kan blive påvirket, og planlagte operationer på sygehusene risikerer at blive udskudt.

Der arbejdes dog hele tiden på højtryk for at nå en løsning, inden det ender i storkonflikt. 
Torsdag d. 1 marts er både arbejdsgivere og lønmodtagere inviteret ind i forligsinstitutionen. Her vil forligskvinde Mette Christensen tale med de mange involverede og forsøge at finde ud af, hvor langt parterne står fra hinanden.

Allerede fredag mødes Forhandlingsfællesskabet, som er repræsentanter for de kommunalt ansatte, for at beslutte, om de skal sende første varsel om konflikt inden for det kommunale område. Og noget lignende foregår på de statslige og regionale områder.

Bliver det et ja til konflikt, forventes det, at den bliver varslet til at begynde d. 4. april.

De stærkeste våben: Strejke og lockout
Kommer der konflikt, vil fagforbundene for de offentlige ansatte udpege nogle områder, som der skal konfliktes på. Her handler det selvfølgelig om at vælge nogle områder, som vil gøre ondt på arbejdsgiverne. Fx har kontrol af kød til eksport været nævnt. Det kan dels ramme dansk økonomi, dels skabe et pres fra fødevarebranchen, som vil være bekymrede over eventuelle økonomiske tab.

Arbejdsgiverne vil også finde det store skyts frem: lockouten. Lockouten giver arbejdsgiversiden ret til at sende medarbejdere hjem uden løn. Her vil man typisk vælge områder, som ikke er så følsomme. Tanken er først og fremmest, at det skal være dyrt for fagforbundene, som udbetaler strejkeunderstøttelse til de medlemmer, der er omfattet af enten strejke eller lockout.

Pt. ved vi ikke, hvilke områder der bliver udpeget. Det holder begge sider tæt ind til kroppen, men da konfliktområder skal varsles med minimum 4 uger, bliver vi sandsynligvis klogere fredag d. 2. marts.
Forligskvinde Mette Christensens fortsatte opgave er at presse parterne til at sætte sig til forhandlingsbordet igen og forhåbentlig indgå en aftale.

Vurderer hun, at parterne er villige til at rykke sig, har hun ret til at udskyde storkonflikten 2 x 14 dage. Og bruger hun sin ret, vil Danmark, som det ser ud nu, kunne blive ramt af storkonflikt d. 18. april eller d. 1. maj.

På Christiansborg følger man forhandlingerne nøje. Både, hvad der sker under forhandlingerne, og hvordan en eventuel konflikt påvirker Danmark. Kigger vi tilbage på tidligere konflikter, siger al erfaring, at regeringen vil lade konflikten løbe omkring 14 dage, inden man griber ind med et lovforslag, som sætter rammerne for de offentligt ansattes løn- og arbejdsvilkår de næste tre år.
Dermed kan det sidste punktum i OK2018 sættes.

Læs Simon Tøgerns indlæg på Altinget

 

Læs mere på HK Kommunals temaside eller HK Stats temaside