Foto: Hung Tien Vu

Pia Klint Mortensen er er kendt som en smilende og tillidsvækkende person – men kolleger såvel som ledelse på Saniståls centrallager i Billund ved også, at Pia kan være skrap, når det gælder. Det er egenskaber, som fællestillidsrepræsentanten vil bruge, hvis hun får stemmer nok til at blive medarbejderrepræsentant i Saniståls A/S-bestyrelse.

- Jeg stiller op, fordi det er vigtigt, at medarbejderne høres, når bestyrelsen træffer beslutninger om stort og småt. Jeg tror på, at jeg kan gøre en forskel, siger Pia Klint Mortensen.

Troen på, at hun kan gøre en forskel, bygger Pia Klint Mortensen bl.a. på sin både lange og brede erfaring: Hun har 10 års jubilæum i Sanistål til sommer; hun har været tillidsrepræsentant i mange år; fællestillidsrepræsentant siden 2011 og sidder i både det lokale samarbejdsudvalg i Billund og i Saniståls hovedsamarbejdsudvalg.

Men én ting er hendes store viden om arbejdspladsen Sanistål – dét, der først og fremmest får Pia Klint Mortensen til at gå efter en plads i bestyrelsen, er hendes holdning om, at bestyrelsen har brug for mere indsigt i, hvordan virkeligheden ser ud fra medarbejdernes synsvinkel:

- Nogle gange tænker jeg, at de ikke ved, hvad medarbejderne egentlig laver. Det er en skam, for de beslutninger, der træffes i bestyrelsen, får jo konsekvenser for medarbejderne ”på gulvet”. For eksempel prioriterer den øverste ledelse sikkerhed og arbejdsmiljø højt. Men det hænger ikke sammen, når medarbejderne samtidig får at vide, at der skal arbejdes hurtigere. Jeg kan give bestyrelsen en bedre forståelse for, hvad der foregår på lagre, i butikker og på kontorarbejdspladserne, fordi jeg til daglig har kontakt til eksterne sælgere, butikkerne rundt om i landet og mange andre kolleger i Sanistål-koncernen, siger Pia Klint Mortensen.

Pia Klint Mortensen har en forventning om, at bestyrelsen vil lytte – for det er jo derfor, der skal være en medarbejderrepræsentant, der sidder med ved bordet. Og skulle det være svært at få budskabet igennem, kan Pia Klint Mortensen trække på sin erfaring:

- Min egen leder har i hvert fald lært, at jeg forventer, at der lyttes til mig. Jeg har et godt samarbejde med ledere og mellemledere – måske fordi jeg ikke er bange for at sige min mening på en konstruktiv og positiv facon.

Et kolleganetværk kan vise sammenhold

Pia Klint Mortensen har gjort sig tanker om, hvordan hun kan være sikker på at være medarbejdernes repræsentant i bestyrelsen:

- Jeg har en plan om at lave et netværk af kolleger, tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter i Sanistål. Sådan et netværk vil sikre, at jeg fanger mine kollegers input – uanset om de kommer fra lager- butiks- eller kontoransatte. Samtidig giver det mere vægt bag ordene, når det ikke ”bare” er mig, der fremlægger et synspunkt i bestyrelsen. Det vil vise, at vi står sammen som medarbejdere, siger Pia Klint Mortensen.

Om Pia Klint Mortensen:

  • 43 år, mor til fire og bor sammen med Claus i Vonge ved Vejle
  • Lagermedarbejder i returafdelingen på Saniståls centrallager i Billund
  • Fællestillidsrepræsentant på Billund Centrallager, næstformand i det lokale samarbejdsudvalg, næstformand på medarbejdersiden i Saniståls hovedsamarbejdsudvalg, medlem af udvalget vedrørende Saniståls kompetencefond
  • Blev i sin tid ansat i et vikariat – men fejrer 10 års jubilæum i Sanistål 1. juni 2018

 

Derfor er din stemme vigtig:

Med din stemme er du med til at afgøre, hvem der skal repræsentere de ansatte over for ledelsen, når bestyrelsen træffer beslutninger på de store linjer. HK Handel anbefaler, at du stemmer på Pia Klint Mortensen.

Sådan stemmer du:

Valgportalen er åben fra 26. februar til 6. marts kl. 12.00.

Alle stemmeberettigede har modtaget en mail fra VP Investor med brugernavn og adgangskode. Har du ikke modtaget en mail med login til valgportalen, skal du kontakte VP Investor på telefon 4358 8866 eller mail vpinvestor@vp.dk

Du kan logge ind via din arbejds-pc eller din private pc.

Har du brug for hjælp, kan du kontakte Anita Brun Abildtrup (ABA) i Servicecentret på Billund Centrallager eller Niels V. Pedersen (NVP) på Taulov Centrallager.