I dag besluttede HK Kommunals sektorbestyrelse, at der med virkning fra 4. april kan varsles konflikt for knap 6000 medlemmer fra alle overenskomstgrupper. Det er medlemmer på en lang række arbejdspladser i hele landet. I alt 53 kommuner bliver udtaget til konflikt, og alle regioner bliver omfattet. Arbejdspladserne er valgt ud fra, at konflikten bliver bred og kommer til at ramme vitale dele af driften. Medlemmer på HK Kommunals mindre områder er også omfattet. Det gælder grafisk personale, trafik og jernbane samt vagtpersonale.

Den formelle beslutning om konflikt træffes i morgen af alle organisationerne i Forhandlingsfællesskabet, og herefter får alle medlemmer information, hvor man kan se, hvilke arbejdspladser der er omfattet.

Baggrunden for konflikten

Baggrunden for konflikten er, at forhandlingerne med arbejdsgiverne er brudt sammen. Først var det staten, så kommunerne og senest regionerne. Organisationernes fælles hovedkrav er en forbedring af reallønnen på linje med de privat ansatte. Men det krav har arbejdsgiverne ikke villet imødekomme under forhandlingerne. Derudover er arbejdsgiverne mødt op med krav om forringelser på mange områder blandt andet for seniorer.

Bodil Otto i Forligsinstitutionen

Allerede torsdag eftermiddag er HK Kommunals formand Bodil Otto i Forligsinstitutionen til orienterende møde. Forligsmanden vil i de kommende uger forsøge at se, om der kan opnås en aftale mellem parterne, ligesom Forligsmanden også har mulighed for at udsætte konflikten med to gange 14 dage.

Opdater din mail og dit telefonnummer

I tilfælde af en konflikt er det vigtigt, vi kan komme i kontakt med dig. Derfor må du meget gerne tjekke, at du har angivet både en privat email-adresse samt et mobilnummer, der ikke er din arbejdstelefon.

Tjek dine oplysninger på MitHK (log ind)