(BEMÆRK: Generalforsamlingen er flyttet til Aalborg Kongres og Kultur Center, Europa Plads 4, 9000 Aalborg)

Der er i år kampvalg til posten som formand for HK Handel i Nordjylland. Når medlemmerne kommer til generalforsamling den 20. marts 2018 i Aalborg, kan de vælge mellem to kandidater. De to er den siddende formand, Kate Ziegler, og udfordreren, Jon Harild.

Her er lidt om de to kandidater.

Kate Ziegler

Kate Ziegler er 51 år og bor i Vadum med sin mand, Ivan. De har en datter og to børnebørn.

Kate Ziegler har arbejdet i butik siden 1985, senest i Salling Aalborg, indtil hun blev valgt som formand for HK Handel Nordjylland i 2008. I 2010 besluttede HK at have fuldtidsansatte formænd, og Kate Ziegler fortsatte som lønnet formand.

Kate Ziegler fortæller, hvorfor hun genopstiller til formandsposten:

”Med mig som formand får I en kvinde, som ønsker at arbejde for at sikre medlemmerne gode og ordentlige arbejdsforhold. Jeg går gerne forrest for at italesætte de udfordringer, der er på de forskellige arbejdspladser, det være sig både i pressen og direkte overfor virksomhederne.

Vi skal være synlige på arbejdspladserne, og det er vi både via HK Handels dygtige medarbejdere, som kommer meget derude, men også ved at jeg som formand er tilstede til de møder og arrangementer, som holdes på arbejdspladserne.

Jeg vil også være en formand, som arbejder med problematikken om kollegaer på forskellige tilskudsordninger og de udfordringer, det giver på arbejdspladserne. En anden udfordring er, at f.eks. caféer og burgerbarer mener, de kan uddanne salgsassistenter. Det er udfordringer, som vi skal tage hånd om, hvis vi vil sikre, at detail- og handelsområdet fortsat er et faglært område, ” siger Kate Ziegler.


Jon Harild
Jon Harild er 41 år gammel og bor i Valsgaard ved Hobro med sin kæreste og deres tre børn. Han er tillidsrepræsentant for HK’erne i Bilka i Skalborg og tillige arbejdsmiljørepræsentant for sine kolleger. Jon Harild har arbejdet i Dansk Supermarked i sammenlagt 20 år. Han er uddannet erhvervsjurist fra Aalborg Universitet.

Jon Harild fortæller, hvorfor han stiller op til formandsposten:

”Jeg synes, at vi har brug for nogle friske øjne og en ny gnist i arbejdet i vores fagforening. Hvis jeg bliver valgt, vil jeg arbejde for at gøre HK Handel til en synlig og målrettet fagforening, der tør have en holdning på alle de områder, der vedrører de nordjyske medlemmers arbejdsliv. Og som tør udtrykke den. Jeg vil skabe en fagforening, der er med til at sætte dagsordenen, så den dermed bliver en respekteret aktør i den offentlige debat. Jeg vil gå forrest i organiseringsarbejdet i HK Handel, da vi skal have fagforeningen tilbage til medlemmerne; det er det, den er sat i verden for. ” Her lover Jon Harild blandt andet, at hvis han bliver valgt, vil han være offensiv med politiske budskaber fra HK Handel på Facebook. Her vil han blandt andet omtale de faglige resultater, HK Handel måned for måned har opnået.

Jon Harild brugte sin ferie i uge 9 på at føre kampagne og besøgte cirka 10 arbejdspladser inden for HK Handel.

Sektoren HK Handel har 4264 medlemmer i Nordjylland, og medlemstallet er p.t. stigende.

Vær med til at vælge formand

Er du medlem af HK Handel Nordjylland, kan du være med til at vælge formand. Generalforsamlingen foregår den 20. marts 2018 i Aalborg Kongres og Kultur Center, Europa Plads 4, 9000 Aalborg.

Vil du med til spisning, skal du tilmelde dig senest den 16. marts kl. 12.00. Spisning starter kl. 17.30.

Vil du ikke med til spisning - eller har du ikke nået at tilmelde dig inden den 16. marts kl. 12.00 - er du meget velkommen til at dukke op til selve generalforsamlingen kl. 18.30. Dette kræver ikke tilmelding. Kom i god tid, da alle skal registreres inden generalforsamlingen starter.