Kender du alle dine muligheder for efteruddannelse? På Dupont i Grindsted var det bestemt ikke alle, der gjorde. Så da HK Sydjylland i sidste uge sammen med andre fagforbund afholdt uddannelsesmesse, gik mange hjem med ny viden og inspiration.

- Vi vil gerne være med til at nedbryde de barrierer, mange af vores medlemmer har overfor at efteruddanne sig. For der ligger en stor verden af muligheder og venter på dem, siger organiser Nina Lynggaard fra HK Privat Sydjylland.

Sammen med faglig konsulent Dan Kirkel holdt hun oplæg for arbejdspladsens laboranter og administrative personale.

 - Jeg har ikke kendt så meget til mulighederne for efteruddannelse. Men jeg vil helt sikkert hjem og undersøge det nærmere efter i dag. Efteruddannelse er godt for ens faglige udvikling, siger laborant Johan Lam, der var med til oplægget.

Uddannelsesmessen kom i stand i et godt samarbejde med Duponts ledelse, som har bakket op om uddannelsestiltaget fra starten. Vil du gerne have repræsentanter for din fagforening ud på din arbejdsplads og fortælle om uddannelsesmuligheder? Så kontakt Nina Lynggaard på nina.lynggaard@hk.dk.

Du kan også læse meget mere om dine egne muligheder for efter- og videreuddannelse her.