I det seneste nummer af HK/Privatbladet (nr. 1/18) kunne man læse artiklen ”Robust nok til et job”, hvor problemstillingen omkring sprogbrugen i stillingsopslag, især robusthed, belyses fra fageksperternes synspunkt. Det har givet mig anledning til at reflektere over mit indtryk af virksomhedernes formulering i deres jobopslag.

Som jobsøgende bruger man en del tid på at trævle sit net igennem stimen af jobopslag med et ydmygt håb om at få noget spændende i nettet. Indimellem er man heldig at fange en farverig og sprællende fisk, og motivationen i ansøgningen skriver nærmest sig selv. Man står nu med en ansøgning, der er så sprængfyldt af motivation, at selv den stiveste CEO’s mundvige må krænge nogle få grader opad i stolthed og fryd.

Virksomhederne forventer nemlig at blive sparket bagover af en farvelade af smukke tillægsord om, hvorfor netop DU gerne vil smække din bagdel i den tomme stol hos dem. Men nu forholder det sig jo sådan, at det at indgå i en arbejdsrelation er en tango for to, og derfor skal virksomhederne være lige så skarpe som ansøgerne i forhold til at lægge den rette lokkemad ud. Det er bare ikke altid tilfældet.

Mange af nutidens jobopslag er en gang floskelsuppe, kogt på udmarvede ben. ”Vi er et ungt og dynamisk team” er fx en yderst populær vending i jobopslag, men for mig rummer sætningen et paradoks, da jeg ikke opfatter alders- og erfaringsmæssig konformitet som en speciel stærk faktor for et dynamisk arbejdsmiljø.

I min verden er dynamik noget, der opstår, når mennesker med forskellig viden, erfaring, personlighed, køn og alder smider alt det, de har i rygsækken, ind i puljen. Så hvis man som virksomhed er interesseret i at skabe den synergieffekt, der bryder gennem den kreative lydmur, så skal man ikke på forhånd udelukke halvdelen af arbejdsstyrken.

En anden flittigt anvendt kliché er “at have mange bolde i luften”. På trods af at forskning for længst har tilbagevist multitasking som værende specielt befordrende for opgaveløsningernes kvalitet, bruger virksomhederne stadig begrebet i flæng. Men hvorfor har de ikke evnen til at stoppe jongleringsvanviddet?

Mine egne erfaringer er, at virksomhederne har solgt ud af kvaliteter som fordybelse og fokus og erstattet dem med mængde og middelmådighed for at kunne være konkurrencedygtige, når det, der efterspørges i dag, primært er hastighed til kundevenlige priser.

Overraskende nok kan en / DEBAT MOTIVERET OG ROBUST SUPERHELT SØGES AF GRAFISK DESIGNER ISABEL RANDLØV SØNDERGAARD, SKANDERBORG gensidig udveksling af floskler være effektivt. Den ene part skriver: ”Du skal kunne have mange bolde i luften, være smilende og udadvendt, omstillingsparat, fleksibel og elske at have travlt”.

Og den mulige kandidat svarer i samme stil: “Jeg er en fremragende jonglør, og travlhed er mit mellemnavn - i går løste jeg fem opgaver på samme tid med et smil på læben, og med øjnene morsede jeg samtidig til min chef, at jeg godt kunne blive et par timer længere”.

Og bag blankpolerede vinduer får HR-folk og CEO’er åndenød over dette mageløse eksempel på ægte robusthed og dedikation. Og inden længe har man fået en høflig indbydelse til en date med virksomheden.

Denne absurde dans kunne også have været fin, hvis ikke det var, fordi at man ved at forholde sig til flosklerne og svare på dem i sin ansøgning i værste fald blot fastholder og bekræfter usunde tilstande. Tilstande, man ikke uden videre kan bakke ud af, når først skrivebordet fanger, og man har brandet sig selv som nyere tids eksempel på superwoman.

Men som ansøger er det vigtigt at vide, at ægte robusthed handler om evnen til at sige til og fra - og ikke om at være ubegrænset fleksibel, stress-resistent, omstillingsparat, travlhedselskende, multitasking-supertalent mv. Man kan være mønsterbryder, hvis ikke virksomhederne selv formår det.

Men det mest optimale ville være at få brudt det uhensigtsmæssige mønster allerede i jobopslagene. For det er vel nemt at blive enige om, at ingen virksomheder ønsker stressede medarbejdere, der ikke trives, så hvorfor blive ved med at skrive jobopslag henvendt til folk med superevner, der kun hører til i tegneserier?

Isabel Randløv Søndergaard, grafisk designer