Rigtig mange medarbejdere er involveret i implementeringen af den nye persondatalov, som jo går i luften d. 25. maj.

Måske derfor var søgningen mod HK Kommunals temadag om persondatalov og dataetik, så enorm, at der på et tidspunkt var flere hundrede på venteliste.

275 var så heldige at komme først til i Odense og dermed kunne høre flere vinkler på det med persondata og personlige oplysninger på nettet i et lidt større perspektiv.

Data er til låns, behandl dem derefter

Birgitte Kofod Olsen, Carve, stod for første del af programmet og hvis man skal koge hendes pointe ned til et citat, lyder det således.

- Data er oplysninger du har til låns fra en borger, så pas godt på dem og aflever dem eventuelt pænt tilbage igen. Hvis man tænker på data med de briller, er man kommet rigtig langt i databeskyttelsen, lød det fra Birgitte Kofod Olsen.

Dertil kommer hele processen med at slette data igen, hvilket er noget man kommer til at bruge en del resurser på, forudser hun.

To webinarer følger snart

Anden del af programmet handlede om data i et bredere perspektiv, altså hvordan personlige oplysninger flyder lystigt rundt i cyberspace med mulighed for at kunne udnyttes, sælges og misbruges.

Pernille Tranberg fra ”Digital Identitet” fortalte om trusler og det digitale selvforsvar

Stod du på venteliste eller er blevet fristet til at høre mere, så er der håb.

HK Kommunal afholder nemlig to webinarer – ”10 ting du skal vide om persondataforordningen” d. 17. april og igen d. 6. juni.