Masser af penge i statskassen

Flere kroner i lommen: Nationalbanken forventer "solid reallønsfremgang". Foto: Nationalbanken

Offentlige lønstigninger har de seneste 10 år været væsentlig højere i blandt andet Sverige og Norge end i Danmark. Det skriver Mandag Morgen.

Sophie Løhde har udtalt, at offentligt ansatte i Danmark har fået milliarder for meget i "merløn" og taler om at lukke "løngabet". Og Taastrup-borgmester Michael Ziegler mener, at de offentligt ansatte "mangler ansvar over for samfundet". Men Mandag Morgens kik ud i Europa viser altså at offentligt ansatte i Danmark siden 2005 har fået markant lavere lønstigninger end i fx Norge, Sverige, Holland og Tyskland.

Tre gange så stor fremgang i Norge

I Sverige og Norge har lønfremgangen været mindst tre gange så stor i den samme periode. Og i en række andre lande, vi plejer at sammenligne os med, har reallønsfremgangen for de offentligt ansatte også været større end i Danmark.

- Når det går rigtig godt med økonomien i de øvrige nordiske lande, smitter det af på de offentlige lønstigninger. De offentligt ansatte får deres bid af kagen, siger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet.

Beskedne krav

Han mener, at fagbevægelsen i Danmark de seneste par årtier har været særdeles beskedne i deres krav. Man kan sige, at den danske, offentlige fagbevægelse har været væsentlig mere disciplineret end fagbevægelserne i de øvrige nordiske lande, siger han til Mandag Morgen. Læs mere hos Mandag Morgen eller på avisen.dk. ‪

Nationalbanken: solid reallønsstigning på vej ‪

Imens forhandlingerne fortsætter i forligsen, har den seneste uge budt på en række nye supertal, der viser at dansk økonomi buldrer af sted. Onsdag kom Nationalbanken med helt nye og meget positive forventninger til den danske økonomi. Nationalbankdirektør Lars Rohde forventer en pæn økonomisk vækst de næste tre år, let stigende inflation og en “solid reallønsstigning” på det private arbejdsmarked.

Det fik Berlingske Business til at skrive, at : Nationalbanken: Nu kommer den største danske lønfest i ti år (for abonnenter).

Fredag kom så endnu flere gode nyheder for dansk økonomi, da Finansministeriet fremlagde statens samlede regnskab for 2017 med et overskud på 30,9 milliarder. Næsten 50 milliarder mere, end forventet.