Kate overrækker Jon en buket blomster
Efter nederlaget fik Jon Harild en buket blomster af den sejrende Kate Ziegler

Formanden for HK Handel i Nordjylland blev tirsdag aften genvalgt efter tæt kampafstemning på generalforsamling med rekorddeltagelse.

Kate Ziegler, 51 år, genvandt posten som formand for HK Handel i Nordjylland de næste to år. Kate Zieglers modkandidat var Jon Harild, 41 år og tillidsrepræsentant i Bilka Skalborg.

Medarbejdere fra handelssektoren i hele Nordjylland var strømmet til generalforsamlingen, som på grund af deltagertallet var flyttet fra HK Nordjyllands egne lokaler på Gartnervej i Aalborg SV til Aalborg Kongres- og Kulturcenter.

123 stemmeberettigede fra arbejdspladser som Ikea, Bilka, Rema 1000, Coop med flere deltog, og det var dobbelt så mange som sidste år.

Begge kandidater havde inden aftenens generalforsamling mobiliseret deres støtter, så der var stor spænding om udfaldet.

 

Sebastian og Rasmus
Rasmus Hjørne og Sebastian Gregersen var skuffede over, at udfordreren tabte

To af de yngste deltagere var kollegerne Sebastian Gregersen og Rasmus Hjørne, der begge er 16 år og kassemedarbejdere i Rema 1000 i Brovst. Det var deres første generalforsamling, og de var kommet for at støtte Jon Harild. De var skuffede over, at han knebent tabte afstemningen. Sebastian Gregersen sagde: ”De gamle vil have det, de kender. ” Begge unge medlemmer vil støtte Harild som formand, hvis han kandiderer igen.

Genvalgt Ziegler lover mere synlighed

I en tæt debat om formandens beretning og en efterfølgende spørgerunde til kandidaterne lovede Kate Ziegler mere synlighed ude på arbejdspladserne fremover. Der var flere kritiske spørgsmål til både hende og Jon Harild om de udfordringer, medlemmerne af HK Handel oplever i hverdagen. Blandt andet med de lange butiksåbningstider og deraf følgende skæve, tidlige og sene arbejdstider.

Karina Thomsen
Karina Thomsen støttede den siddende formand og var glad for, at hun blev genvalgt

Men Kate Ziegler red stormen af til sidst med stemmetallene 61-59. Tre stemte blankt.

Det var Karina Thomsen rigtig glad for. Hun og kollegerne ved bordet, der alle arbejder i Coop-lageret på Hobrovej i Aalborg, har et godt indtryk af Kate Zieglers arbejde. ”Hun deltager hvert år ved generalforsamlingen og andet, hun bliver inviteret til”, sagde Karina Thomsen.

Jon Harild fik nyvalg til bestyrelsen for de næste to år. Mads Dam Sørensen, André Osnes og Pia Dam Krogh blev genvalgt for to år, mens Lone Pedersen blev genvalgt for et år.

Kate Ziegler har været formand for HK Handel siden 2008; siden 2010 som fuldtidslønnet formand. Sektoren HK Handel har knap 4300 medlemmer i Nordjylland.