Den snart forhenværende FOA-formand Dennis Kristensen fik lov at få stormødets sidste bemærkning.

Foto: Pelle Lindegaard Bügel

 

- Løhdes departementschef får bonus efter, hvor mange penge han kan spare i overenskomstforhandlingerne, lyder det fra en tillidsmand nede fra en af de bagerste sæderækker i den fyldte dobbeltdækkerbus.

Så er vi i gang. Klokken er 07:15 på en kold og snedækket martsmorgen. Der er afgang til den danske fagbevægelses historiske stormøde i Fredericia.

Omkring 40-50 rygere er stimlet sammen foran bagindgangen, hvor de 10.380 tillidsfolk entrerer stormødet. Efter skyen af tobaksrøg åbner der sig en 16.000 kvadratmeters betonkonstrueret messehal, svarende til lidt over to fodboldbaner. Borde med hvid dug på rad og række. Scenen kan man kun ane sporadisk nede i den anden af hallen, hvorfor der langs bordene er linet op med storskærme, så ingen misser budskabet.

Flemming Vinther og Anders Bondo er de første på scenen til at slå tonen an. Militærmanden og lærerformanden. Eller skønheden og udyret, om man vil. Bondo taler om sin lykkemønt, eller mangel på samme, som han altid har i lommen i forhandlingerne med ærkefjenden, Ziegler.

I dagens anledning er den spinkle lærerformand foruden sygekassebrillerne iklædt en hvid, oversize en-løsning-for-alle-T-shirt udover en knaldrød skjorte. Ikke til fem stjerner i Euroman.

Militærmanden Vinther taler vrissende på sin egen bryske facon, alt imens slikhåret, den brune læderjakke og de matchende cowboystøvler er lige til en forside af Euroman. En rigtig bad boy. Mon ikke, han får et par hjerter i forsamlingen til at slå lidt hurtigere. Ikke desto mindre får det umage par åbnet seancen med et par one liners til ovationer fra forsamlingen.

Joans røde front

På en bordrække til venstre for scenen i den brogede forsamling af alt fra 3F'ere, IT-folk til camouflerede konstabler, sidder Joan Lykkeaa. En pæn dame med mange år på bagen som fællestillidsrepræsentant for HK-laboranterne på Københavns Universitet. På de indre linjer i HK siges hun at tilhøre venstrefløjen og være åbenmundet.

- Alle de andre faggrupper bærer et eller andet kendetegn undtagen os. Ingen kan se, hvor vi er fra. Hvorfor har vi ikke et badge på? Det må du gerne skrive, jeg har sagt, siger hun bestemt på sin københavnske dialekt.

- Vi er sgu blevet for pæne. Folk har det for godt og har ikke noget at kæmpe for. To generationer har fået alt foræret. Uddannelse, forældre, der ikke mangler noget. Som Bernie Sanders kampagnechef siger: Vi mangler den store vision, noget at være fælles om.

I mellemtiden har komikeren Torben Chris været på scenen og underholdt forsamlingen.

- Jeg ved, I vinder det her! råber han i mikrofonen som sin afsluttende bemærkning.

Mellem de forskellige punkter og snakken ved bordene florerer der løbende støtteerklæringer fra nær og fjern på storskærmene. Privatansatte, folk på gaden og kendte danskere giver alle deres støtte til de offentligt ansattes kamp.

Lene Voulund (tv.) og Joan Lykkeaa (th.) var begge taget til stormødet for at sende et klart signal til Sophie Løhde

Foto: Pelle Lindegaard Bügel

- Vores retorik er for svag

Stormødets vært, den tidligere DR-journalist Martin Breum giver den også som ordstyrer i paneldebatten mellem de seks forbundsformænd. I bedste Reimer Bo-stil støber han kuglerne til formændende, der efterfølgende leverer korte og klare budskaber til forsamlingen. Især Flemming Vinther med soldaterfortiden forstår at sende skudsalver med en vis akkuratesse mod arbejdsgiverne.

-Hvad er det for nogle vanvittige, sindssyge, på månen-krav, vi har stillet? Hvor er de henne? spørger han retorisk ud i forsamlingen, der svarer igen med klapsalver.

Joans sidemand Lene Voulund, HK-tillidsmand i Danmarks Meteorologiske institut, synes at Flemmming Vinther leverer varen.

- Han har noget over sig. Han er ikke så pæn hele tiden og er meget klar i det, han siger.

Joan er mere skeptisk og efterlyser generelt en hårdere retorik fra fagbevægelsen.

- Retorikken kunne godt være skrappere. De taler så pænt, går ind i det samme forhandlingssprog som Sophie Løhde og hyler med de ulve, de er iblandt. Vi spiller på deres bane i stedet for at blive på vores egen.

- Jeg savner de gamle fraser om mere solidaritet, frem med næven og en mere slagkraftig retorik. Vi er blevet bange for at sige de her fy-ord højt. Men det er noget, vi skal tilbage til. For det er fandeme det, som det her handler om.