TR er til møde

Nordjyske naboer til stormøde i Fredericia: Fra venstre: Stina Høgsted, tillidsrepræsentant i Statens Administration (SAM) i Hjørring, Stine Hartmann Schøn, tillidsrepræsentant i Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse, Jette Grøne er TR-suppleant i SAM, og Maja Schlie er også TR i Forsvaret i Hjørring.

Normalt konkurrerer de lidt om de samme opgaver inden for staten. Den ene arbejdsplads er udtaget til strejke. Den anden er lockoutet. Torsdag kørte tillidsrepræsentanter (TR) fra de to nordjyske naboer fra Statens Administration og Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse sammen til historisk stormøde for tillidsrepræsentanter i Fredericia. Og de bakker hinanden fuldt op.

- Det er vildt at stå her i Fredericia med så mange mennesker, der alle sammen støtter den samme sag. Det er jo helt genialt, at vi står her skulder ved skulder. Det er fantastisk, siger TR i Forsvarsministeriets Regnskabsstyrelse Stine Hartmann Schøn.

Med i samme bus fra HK Stat i Nordjylland var Stina Høgsted, tillidsrepræsentant i Statens Administration i Hjørring, taget med til Fredericia for at bakke op og vise sammenhold. 

- Vi vil gerne vise, at vi vil også godt have nogle bedre arbejdsvilkår. I stedet for at sige, at vi skal blive ved med at løbe stærkere, så giv os noget, så vi også har glæden ved at løbe stærkere, siger Stina Høgsted.

Rita: Jeg håber, de lytter med

Rita Bundgaard deltog sammen med mere end 200 tillidsrepræsentanter fra HK Stat over hele landet og formændene og tillidsfolk fra de 180 andre faglige organisationer i stat, kommuner og regioner.

- Jeg håber, at de forstår, at det her betyder noget. Det er en kæmpe opbakning til de offentligt ansatte og til vores krav om en rimelig overenskomst. Jeg håber, at de offentlige arbejdsgivere lytter med og lige giver det en ekstra tanke, lød det fra Rita Bundgaard. 

I alt deltog 10.381 tillidsfolk i det historisk store faglige møde i Fredericia. #OK18 #Enløsningforalle