enløsningforalle

Fra torsdag kan du følge, deltage i og dele kampagnen på enløsningforalle.dk. (Linket virker ikke pr. 2. november 2018)

De over 100 faglige organisationer bag kampagnen er enige om 3 hovedbudskaber. Organisationerne vil have:

  • Et Danmark, hvor lønnen følges ad
  • En hverdag, hvor vilkårene ikke står i vejen for kvaliteten
  • Et samfund, hvor vi forhandler os frem til en løsning

De 3 hovedbudskaber er også formuleret som konkrete krav til den overenskomstfornyelse, som for tiden bliver forhandlet i Forligsinstitutionen.

Nemlig, at  

  • lønudviklingen for offentligt ansatte skal følge lønudviklingen for privatansatte
  • den betalte spisepause (som allerede står i HK's overenskomst, men som blandt andre akademikerne ikke har formelt papir på) skal genbekræftes i overenskomsten
  • ingen skal have løn eller arbejdstid reguleret via en lov (sådan som lærerne har det for øjeblikket).

Kampagnesitet vil køre, indtil der er opnået en løsning for alle – i Forligsinstitutionen eller i forbindelse med en kommende konflikt. Budskaberne fra de hundredtusinder af offentligt ansatte vil være til at få øje på i aviser, i S-tog, på webbannere, i lokalradioer og på organisationernes sociale medier de kommende dage og uger – alle steder med henvisning til enløsningforalle.dk. (Linket virker ikke pr. 2. november 2018)

Giv og skaf opbakning til de offentligt ansatte 

Kampagnen er allerede tyvstartet med Bak op om de offentligt ansatte (Linket virker ikke pr. 17. oktober 2018), hvor danskerne de seneste par uger har kunnet vise deres opbakning til de offentligt ansatte og en løsning for alle.

Når du har markeret din støtte, vil du modtage forslag til, hvad du ellers kan gøre for at vise din opbakning. Du vil selvfølgelig altid kunne framelde dig igen. Mindst lige så vigtig som din opbakning er dine venner og families engagement i sagen. Så del gerne kampagnen vidt og bredt på fx Facebook, Twitter og andre sociale medier.