Karín Nesheim og Anne Schmidt
HK’erne Karín Nesheim og Anne Schmidt:  Vi skal holde musketer-eden. Det betyder noget, at folk står sammen.

Folk står fast på kravet om gode overenskomster. Det blev klart og tydeligt markeret, da anslået ca. 1000 demonstranter fra hele Nordjylland mødtes på Gammel Torv i Aalborg tirsdag aften, 3. april. HK’ere, sygeplejersker, 3F’ere, FOA-folk og mange andre bakkede op om OK-kampagnens fælles slogan #enløsningforalle. Kulde og regn var ingen hindring.

”Det er vigtigt, at musketer-eden holder. De forsøger at køre os trætte lige nu”, mente Karín Nesheim, HK-tillidsrepræsentant på Aalborg Universitet. Hun troede dog også, at regeringen føler det folkelige pres, så hvis den vil genvælges, skal den ikke gøre noget forkert. Hendes kollega Anne Schmidt mente også, at det betyder noget, at folk står sammen.

”Vi revitaliserer fagbevægelsens idé i disse uger”, lød det opmuntrende fra Karsten Lynge Simonsen, der stod på scenen. Han er formand for Aalborg Lærerforening.

Kristian Gaardsøe, formand for FOA Nordjylland, holdt også brandtale, men næsen begyndte imens at løbe, og så var det lige til tiden, at HK Kommunals formand i Nordjylland, Katharina Hauge Antonsen, rakte ham en kleenex. Katharina samt Jonna Vestergaard, formand for HK Stat i Nordjylland, stod på scenen bag talerne sammen med de andre fagforeningsledere som et fysisk bevis på sammenholdet.

Kristian Gaardsøe
HK hjælper FOA. Lokalformand Kristian Gaardsøes næse løb i det kolde vejr, så han fik lidt papir af Katharina Hauge Antonsen, HK Kommunals formand i Nordjylland.

Ulrik Laustsen, lærer i Løkken, var kommet kørende til Aalborg og glædede sig over opbakningen til lærernes krav om en aftale om arbejdstid. ”Trods udsættelsen af konflikten møder mange op her i dag – det viser, at overenskomster betyder noget for folk”, sagde han.

Laila Tonnisen er lægesekretær på skadestuen på Aalborg Universitetshospital. Hun deltog i demonstrationen, inden hun senere skulle på nattevagt på skadestuen.

For hende kæmper den danske fagbevægelse mod løndumping, og skrækeksemplet er USA og Europa syd for den dansk-tyske grænse. ”Min søn har været i USA og hørte om robotudviklere, der tjener 7 dollars i timen som startløn. Hvis folk ikke er organiserede, så sætter arbejdsgiverne dagsordenen, og det betyder farvel til goder og en ordentlig løn, ” pointerede Laila.

”Kom ud og vis, hvad I er værd – arbejdsgiverne kan ikke tromle jer! ”, sang de unge fyre i det lokale band PerleFar, og demonstranterne tog omkvædet i OK-kampagnesangen til sig. For mange unge deltagere var det måske det første møde med rock med et politisk budskab. Mens flere af de ældre demodeltagere fik minder om 1970´ne, da bandet Røde Mor med Troels Trier satte toner til den politiske kamp.