I HK bliver vi ind imellem kontaktet af medlemmer, som oplever, at de ikke får nyhedsbreve. Hvis det gælder dig, skal du først og fremmest sikre dig, at den mailadresse du har opgivet under 'Min profil' på Mit HK, er den, du ønsker at modtage nyhedsbreve på, og at den er korrekt skrevet. Har du fx skrevet hotnail.com i stedet for hotmail.com, vil nyhedsbrevet ikke blive leveret. 

Det næste, du kan tjekke, er, om dit mailprogram har kategoriseret nyhedsbrevet som reklame og lagt det i en anden mappe end din indbakke. Hvilken afhænger af dit mailprogram og de indstillinger, du har valgt. 

 

Gmail

I Gmail er der to muligheder: Promoveringer eller Spam.

Måske er mapperne ikke umiddelbart synlige i dit mailprograms menu, men du kan få dem frem ved at åbne Kategorier.
 
Hvis du gerne vil have mapperne permanent synlige i din menu, kan du vælge det via menupunktet Administrer etiketter.
 
Åbn punktet, find Promoveringer og Spam og vælg enten 'vis' eller 'vis, hvis der er ulæste'.

 

Hotmail

I Hotmail er der også to mapper, som programmet kan have lagt dit nyhedsbrev i: Uønsket mail og Andre. 

Når man står på Indbakke i venstrespalten, vises der til højre to mapper i én: Fokuseret og Andre.

I Fokuseret er de mails, som Hotmail formoder interesserer dig mest.

I Andre havner fx nyhedsbreve og mails fra folk, man ikke har korresponderet med tidligere (hvis de da ikke havner i Uønsket mail – hvilket hænder). 
 
 

Hvis dit nyhedsbrev ikke dukker op i nogen af mapperne, er der den mulighed, at din mailadresse er blevet blokeret. Det sker, når HK's nyhedsbrevsprogram har forsøgt at sende nyhedsbreve til dig 3 gange, uden at det har kunnet leveres – fx på grund af en overfyldt indbakke eller problemer med den modtagende mailserver.

I HK kan vi se i dine medlemsoplysninger, hvilke nyhedsbreve der er leveret til dig, eller om din mailadresse er blokeret. Er nyhedsbrevet stadig bortblevet, efter du har tjekket ovenstående, kan du kontakte din HK-afdeling og høre, om din mailadresse skulle være blokeret og i så fald få den 'låst op' igen.  

Endelig er den mulighed, at du på et tidspunkt har frameldt dig nyhedsbreve fra HK. Er det tilfældet, modtager du naturligvis ikke nyhedsbreve, før du tilmelder dig igen.