På udkig efter nye arbejdsopgaver

 

Du får mere indflydelse på dit eget arbejdsliv. Du vokser med nye opgaver. Og du får et bedre cv.

Argumenterne for, hvorfor du skal byde ind på nye opgaver, projekter eller måske en stilling i en helt anden afdeling, er mange, hvis man spørger erhvervspsykolog Solveig Hansen Gjerding og teamleder for Karrieretelefonen i HK Louise Theil. Sikkert også hvis du spørger dig selv. Men måske ved du ikke helt, hvordan du skal gribe det an.

For det første skal du ikke holde dig selv tilbage, lyder det fra Solveig Hansen Gjerding.

- Det at være nervøs for at kaste sig ud i noget nyt er meget naturligt. Alle vil være lidt usikre i starten. Men mærk efter, hvad du selv har lyst til. Tænk over, hvad der er dine kompetencer, og hvad der kan være interessant, og byd så ind på det, du kan se mulighederne i at blive rigtig god til, siger hun.

SÆT DIG I CHEFENS STED
Chefen skal heller ikke ses som en stopklods. De fleste ledere vil kun se det som noget positivt, at du viser engagement og lyst til at prøve nye opgaver.
- Når du får øje på en opgave eller en stilling, du er lun på, så luft det på en uformel måde. Men forbered dig. Og sørg for at udtrykke det som et ønske. Ikke et krav, råder Louise Theil.

Når du argumenterer for dine ønsker, skal du sætte dig i chefens sted.

- Forklar din leder, hvad han eller hun vil få ud af, at du påtager dig nye opgaver eller en ny rolle, og hvordan det kan understøtte de mål, der er på arbejdspladsen. Det kræver, at du har sat dig ind i, hvad der foregår på din arbejdsplads, og ved, hvor ledelsen gerne vil hen, siger Louise Theil.

OPLÆRING ELLER KURSUS
At det kan kræve oplæring eller uddannelse, at du skifter opgaver, bør eller skal ikke være en forhindring.

- For mange chefer vil det være naturligt, at du skal klædes på til opgaven med kursus, sparring eller sidemandsoplæring. Men tag det med, når du præsenterer din idé. Sig: Jeg kunne have lyst til at blive klædt på. Jeg forestiller mig, det kan være sådan eller sådan, siger Louise Theil.

Husk dog, at du ofte kan mere, end du tror.
- Når du skal tale med chefen, så lad være med at tænke på det, du ikke kan endnu. Fokusér på de punkter, hvor du har en masse at byde ind med. Lad dit engagement komme til syne, supplerer Solveig Hansen Gjerding.

Det er også vigtigt, du ikke lader dig bremse af frygt for at såre dine kollegaer, hvis du byder ind på deres områder. Eller fordi du er bange for at blive opfattet som en fedterøv. Det hele handler om måden, du får sagt tingene på.

- Hvis Susanne sidder med den superfede opgave, skal du selvfølgelig ikke bare sige til chefen, at du vil tage arbejdet fra Susanne. Men du kan spørge, om du kan få lov til at hjælpe hende, eller forklare, hvad du kan bidrage med. Så har chefen øje for, at du gerne vil overtage den dag, Susanne vil af med opgaven eller stopper, siger Louise Theil og fortsætter:
- Og måske har Susanne også lyst til at prøve noget andet. Hun synes måske, dit arbejde er pivspændende. Så man skal ikke være bange for at byde ind. Man frigiver mulighed for, at andre kan gøre det samme, siger hun.

Både Solveig Hansen Gjerding og Louise Theil minder til sidst om, at du ikke har ansvar for at finde ud af, hvordan en eventuel omrokering skal foregå. Du har ret til at byde dig til og komme med forslag, og så er resten op til arbejdsgiveren.

 

Derfor skal du byde ind på nye arbejdsopgaver

 

DET FÅR DU UD AF AT FÅ NYE OPGAVER

  • Motiverende udfordringer
  • Mere indflydelse på dit arbejdsliv
  • Mere faglig selvtillid
  • Et stærkere cv

 

SÅDAN OVERTALER DU CHEFEN TIL AT GIVE DIG NYE OPGAVER

  • Formulér ønsker - ikke krav: ”Det kunne være spændende at få disse opgaver ind” eller ”Det ville være en naturlig forlængelse af det, jeg laver, hvis ..
  • Sæt dig i chefens sted: Hvad vil chefen og afdelingen få ud af, at du får nye opgaver?
  • Kobl det på virksomhedens mål: Forklar, hvordan dine nye opgaver kan understøtte virksomhedens mål og værdier.
  • Start i det små: Hvis du gerne vil vise dit værd inden for et nyt område, så start i det små. Vis for eksempel, hvor dygtig du er til at arrangere et mindre seminar, inden du byder ind på at stå for projektledelsen på en stor konference.
  • Spørg kritikerne til råds: Vil du finpudse dine argumenter - og samtidig undgå sladder og jantelov blandt kollegerne - så præsentér dine ideer om nye opgaver for de kolleger, der lader til at være mest kritiske. De bliver afvæbnet - og kan have gode pointer, du kan tage med.

3 TIP TIL AT FÅ ØJE PÅ NYE, SPÆNDENDE OPGAVER I VIRKSOMHEDEN

  • Følg med i virksomhedens mål og branchens udvikling.
  • Tag en kop kaffe i hånden, og stik hovedet ind på de andre kontorer på gangen: Hvad laver de?
  • Spis frokost med andre end dem, du plejer.
  • Sæt dig ved et nyt bord i kantinen mindst en gang om ugen.