Foto: Søren Svensen

Med 391 stemmer blev Claus Solvig valgt ind i bestyrelsen som medarbejderrepræsentant, og Ulla Jensen kan skrive førstesuppleant til bestyrelsen på sit visitkort efter at have høstet hele 780 stemmer.

Dermed er Coop Danmarks bestyrelse beriget med ikke blot to markante HK-stemmer, men også en styrkelse af de faglige klubber i Coop. Claus Solvig er formand for Coop Faglig, paraplyorganisationen for samtlige faglige klubber i Coop, og Ulla Jensen er formand for Landsklubben Irma Butik.

Claus Solvig, der har siddet i bestyrelsen, siden han første gang blev valgt i 2002, takker for opbakningen fra kollegerne:

- Jeg er dybt taknemmelig for den støtte, jeg har mødt. Jeg ved, at opbakningen forpligter, så jeg vil arbejde benhårdt for vores mærkesager de næste fire år.

Ulla Jensen er ikke til at komme udenom, når det handler om Irma, og det afspejler sig i stemmerne til suppleantposten. Ulla Jensen indkasserede 780 stemmer og lagde tydeligt afstand til sin nærmeste konkurrent, der opnåede 476 stemmer.

Ulla Jensen stillede op som suppleant for at sikre de faglige klubber i Coop indflydelse:

- Hvis vi skal gøre vores fælles arbejdsplads endnu bedre, skal vi vise, at vi har et stærkt sammenhold i det faglige fællesskab. Derfor er det vigtigt, at Coop Faglig og Landsklubben Irma Butikker har indflydelse i Coop Danmarks bestyrelse.