KL og Digitaliseringsstyrelsen er netop nu i gang med at orientere diverse myndigheder om, hvornår de skal betragte digital post som værende modtaget.

Det sker efter en sag, hvor en myndighed har det tidspunkt, hvor Digital Post-meddelelsen er modtaget i eget sagsbehandlingssystem til grund for en afgørelse.

Men det er ikke i overensstemmelse med lov om Digital Post fra offentlige afsendere, slår styrelsen fast i et svar til Folketinget.

Digitaliseringsstyrelsen forklarer, at så snart en Digital Post-meddelelse er afsendt fra en borger anses den ifølge lov om Digital Post for at være tilgængelig for myndigheden og dermed modtaget.

Myndigheder kan tjekke logge-tidspunktet

I praksis kan der dog være et tidsrum fra, at Digital Post-meddelelsen ligger tilgængelig, til myndighederne henter posten ind i egne fagsystemer til videre behandling. 

Men som styrelsen understreger, så er ankomsttidspunktet i myndigheders egne systemer uden betydning for, hvornår en Digital Post-meddelelse anses for at være kommet frem.

For at finde det rigtige tidspunkt kan en myndighed til en hver tid se en kommunikationslog i Digital Post-løsningen, der dokumenterer tidspunktet for, hvornår en meddelelse er tilgængelig, hvilket sikrer borgernes og virksomhedernes retssikkerhed.