Anette Frøhling, fællestillidsrepræsentant for HK’erne på DTU, var sammen med kollegerne Beatrix Spielmann og Karsten Hansen taget til Forligsinstitutionen for at bakke forhandlerne op lørdag formiddag. 

Anette Frøhling og Beatrix Spielmann fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) havde valgt at bruge en del af deres lørdag formiddag foran Forligsinstitutionen sammen med kolleger og andre faggrupper. 

- Jeg er kommet, fordi det er vigtigt, at vi får vist, at vi står sammen, og at vi får sendt et signal. Det er rigtig dejligt, at der er så mange, der bakker op og siger, at nu vil vi ikke mere. Nok er nok, forklarer Beatrix Spielmann.

- Det er fedt at være her. Skønt, at man kan bidrage på den måde. Da jeg kom til Kongens Nytorv, mødte jeg nogle sygeplejersker, og de spurgte, vil du med, fortæller Anette Frøhling.

Hun oplever en ny forståelse på tværs af faggrupper.

- Der er en forståelse af, at vi faktisk godt kan rykke noget, når bare vi vil det sammen. Det er en ny  opfattelse, der er kommet, siger Anette Frøhling.

Hun kan ikke forstå, at arbejdsgiverne ikke vil skrive spisepausen ind i overenskomsterne.

- Bare den tanke, at de tænker at tage frokosten fra os. Hvorfor skal vi, et så rigt land, gå tilbage? Hvorfor skal vi miste rettigheder?

Også lærerne har fuld opbakning fra Anette og Beatrix.

- De (KL, red.) skal tage sig sammen og få givet lærerne en overenskomst. Det er fuldstændig uhørt, at de ikke har en overenskomst. Det forstår jeg simpelthen ikke, at de ikke er blevet enige om inde i Forligsinstitutionen, siger Anette Frøhling.

-HK'ere er et nøjsomt folkefærd

De to HK’ere fra DTU savner generelt at få et skulderklap og en anerkendelse for deres indsats.

- Medlemmerne ønsker sig, at der bliver sat pris på vores arbejde via lønnen. Vi er et meget nøjsomt folkefærd, når vi ved at krisen kradser i Danmark. Så beder vi ikke om ret meget, men nu kradser krisen ikke, og der er penge nok. Jeg kan blive rasende, hvis regeringen sparer sammen til, at der skal skattelettelser til de højestlønnede. Det er den forkerte vej at gå, siger Anette Frøhling.

Hun oplever selv som fællestillidsrepræsetant, at flere og flere bliver ramt af arbejdspresset.

- Hvis man har en fridag eller ferie, så ligger der oceaner af arbejde, som bare venter på en. Den gode feriestemning, som man kommer tilbage med på arbejde, forsvinder ret hurtigt, når man ser alt det, der venter på en.

DTU har haft en række nedskæringer og havde senest fyringsrunde i regnskabsafdelingen, hvor 8 HK’ere og i alt 15 blev afskediget. Men opgaverne er ikke væk.

- De, der er tilbage, kommer til at løbe stærkere, siger Anette Frøhling.

Beatrix Spielmann har et klart budskab til Sophie Løhde:

- Hun skal være klar over, at vi gør alt, hvad vi kan. Vi kan ikke mere. Vi er for få hænder, og vi løber så stærkt, vi kan.