demo

Demonstranter med farverige veste, huer og skilte viser opbakning til deres forhandlere i Forligsinstitutionen. Foto: Philip Davali

Omkring 30-40 demonstranter har trodset kulden tirsdag aften og taget opstilling foran Forligsinstitutionen. Der bliver løbende hvisket slagsange og givet interviews til TV2. I løbet af natten ses forhandlere fra de faglige organisationer på skift i vinduerne.

Også HK Stats formand Rita Bundgaard kommer til syne i vinduet på 2. sal. Lidt efter er forligsmand Mette Christensen i vinduet lige under på 1. sal. Der bliver vinket fra gaden, og det vækker jubel, da Forligsmanden vinker tilbage og smiler. To yngre par, som viser sig at være østrigske turister, spørger nysgerrigt, hvad der foregår.

Så kommer slagsangen igen. Helt stille, for ikke at forstyrre de naboer på Skt. Annæ Gade i det centrale København, som prøver at få deres nattesøvn.

Anført af nattens mest energiske dommerfuldmægtig, Nina Bonde, hvisker demonstranterne:

Giv mig et n…  
giv mig et o…
giv mig et k...

Hvad siger det?
Nokernok

Lidt lavere ...
nokernok

og så klapper vi ... (lydløst)

Lidt senere giver Nina Bonde interview til TV2 News og taler gennem skærmen direkte op til forhandlerne:

- Lad være med at køre træt. Vi står her nede og venter på jer. Vi er her. Og vi er hele tiden i kontakt med danskere fra hele landet, der følger spændt med og sender deres støtte. Mens vi har stået her, har jeg har talt med andre faggrupper på tværs af det offentlige og lært en masse. Det, der går igen, er, at alle er pressede. Derfor står vi sammen om at sige at nok er nok. 

Dommerfuldmægtig Nina Bonde (i midten) og hendes meddemonstranter forsøger med slagsang at appellere til forhandlerne på etagerne i Forligsinstitutionen. Foto: Philip Davali  

Da midnat og dermed deadline er passeret i Forligsinstitutionen, er der helt tomme vinduer. TV2 rapporterer, at alle forhandlere lige nu er samlet hos Forligsmanden.

De fremmødte journalister går ind og ud og forsøger skiftevis at lokke nye informationer ud fra de lukkede forhandlinger og sende dem hjem til deres medier eller direkte ud i æteren.

Nogle af demonstranterne samles om TV2 News' kamera for at lytte med, når Ole Krohn sender live. Andre står på den anden side af gaden og rykker sammen om en telefon. Alle forsøger at høre, hvad der bliver sagt.

Ind i mellem vendes mulighederne. Seneste brudstykker af nyt analyseres. Tekanden vrides, og nogle skutter sig. Det er blevet mildere, men stadig køligt at stå stille i timevis. Hvornår kommer der hvid røg, spørger en. Et par lærere diskuterer årsnorm.

TV2 kan oplyse en del af indholdet, som de siger, at arbejdsgiverne har præsenteret med et ultimatum. Det er sidste chance. Terningerne er kastet.

8,0 procent er tilbudt, melder TV2 inde fra det fortrolige rum. Der er også noget om frokosten og årsnormer, men ingen detaljer fra forhandlingsbordets papirstakke om, hvordan regnestykket er sat sammen. 

Imens kommer Finansministeriets departementschef Martin Præstegaard ud. Sophie Løhdes topforhandler får en lavmælt snak med DR-korrespondent Casper Schrøder.

Lidt senere kan medierne rapportere, at organisationerne har sagt nej til Løhdes ultimatum. Det trækker op til storkonflikt, forlyder det.

Klokken 01:10 kan man fra gaden se de statslige forhandlere tage jakker på oppe på 2.sal. Er det nu, de kommer ud og melder sammenbrud? En spændt summen går gennem forsamlingen. Flere kommer til. Klokken 01:13 stiger to BUPL-tillidsfolk ud af en taxa iført fuld magentafarvet uniform.

- Vi fulgte med på News, og nu måtte vi lige komme, fortæller de deres natlige kampfæller.

Der har nu været møder i Forligsinstitutionen siden klokken 10 i formiddags. I mere end 15 timer har forligsmand Mette Christensen holdt alle forhandlere samlet.

De kommer ikke ud. I lang tid er ingen til syne i vinduerne. Flere timer går. I sidste øjeblik vælger Forligsmanden at udsætte konflikten.

Næste kapitel skrives på fredag. Demonstranterne kan nå en tur på arbejde og få sovet lidt, inden det går løs igen.