Natlig aktivitet foran Forligsinstitutionen ved den seneste runde forhandlinger. Foto: Philip Davali

Efter udskydelsen af konflikten, som forligsmanden meldte ud tidligt onsdag morgen, har der været mange datoer i omløb. Her får du et overblik:

20. april 2018

Klokken 10.00 mødes parterne til endnu en runde forhandlinger i Forligsinstitutionen i København. Der er ikke nogen deadline i weekenden, så hvornår forhandlingerne ender – og hvordan de ender – ved vi ikke noget om endnu.

6. maj 2018

Her kan den varslede strejke bryde ud - hvis forligsmanden ikke melder om et sammenbrud eller et forlig.

12. maj 2018

Her kan den varslede lockout bryde ud - hvis forligsmanden ikke melder om et sammenbrud eller et forlig.

“På femtedagen”

Forligsmanden kan melde et sammenbrud i forhandlingerne til hver en tid. Derved vil der udbryde storkonflikt på femtedagen efter et sammenbrud.

Hvis forhandlingerne eksempelvis bryder sammen søndag den 22. april, vil konflikten gå i gang fredag den 27. april. Hvis forhandlingerne bryder sammen tirsdag den 24. april, vil konflikten gå i gang søndag den 29. april. Og så videre.

Hun kan selvfølgelig også meddele et forlig. Og så vil både strejke og lockout være afblæst.