HK Stats formand Rita Bundgaard undrer sig ligesom de øvrige forhandlere i CFU over, at Forligsmanden valgte at sende alle hjem søndag kort før midnat. 

HK Stat havde lige bragt friske forsyninger af slik til CFU-lokalet, og forhandlerne gjorde søndag aften lidt efter klokken 22 klar til endnu en lang nat. Så blev de sendt hjem.

- Jeg havde ikke lige troet, at vi skulle hjem i egen seng og sove, men det er jo forligsmandens valg. Det er hende, der bestemmer.

Sådan sagde Rita Bundgaard søndag aften ved 23.30-tiden til TV2 News, efter Forligsmand Mette Christensen overraskende havde valgt at tømme Forligsinstitutionen.

Arbejdsgiverne på statens område har bedt om en tænkepause fra forhandlingerne forklarede Flemming Vinther den fremmødte presse.

- Arbejdsgiverne har bedt om at få tid til i morgen klokken 14 til at regne, og hvad de nu skal. Så nu går vi hjem og får hvilet ud, sagde Flemming Vinther, der er øverste forhandler for de omkring 180.000 ansatte i staten.

Også lærerformand Anders Bondo Christensen var overrasket over at blive sendt hjem.

- Jeg er meget forvirret lige nu. Vi aner ikke, hvorfor det blev afbrudt, eller hvad der skal ske i morgen, sagde han.

På vej ud sagde en fåmælt innovationsminister Sophie Løhde (V), at situationen er alvorlig.

- Det ser meget svært ud. Det er en dybt alvorlig situation, vi står i, lød meldingen fra statens øverste forhandler.

- Jeg må jo ikke sige, hvad der foregår derinde, men hvis ministeren synes, det ser svært ud, så håber jeg, at hun er i gang med at anstrenge sig. Det gør vi i hvert fald i CFU-lokalet, og derfor havde jeg heller ikke lige regnet med, at vi skulle gå fra hinanden nu, sagde Rita til TV2 News.

Mandag er kun staten indkaldt

Forhandlerne har hele weekenden forhandlet intensivt i Forligsinstitutionen, og natten er også blevet taget i brug.

Parterne har forhandlet siden fredag formiddag klokken 10. Lørdag morgen kort før klokken 3 og søndag morgen klokken 5 fik de dog lov til at komme hjem og sove. Siden fredag har de ialt opholdt sig 49 timer i Forligsinstitutionen.

Det statslige område fortsætter som det eneste forhandlingerne mandag klokken 14 i Forligsinstitutionen. De kommunale og regionale forhandlere er indkaldt til nye møder tirsdag.

I løbet af dagen var flere HK Stat-medlemmer og tillidsrepræsentanter på plads. Blandt dem var de to tillidsrepræsentanter Henriette Lerche fra Københavns Universitet og Jacob Leth Halldorsson fra Skat. Efter tilsammen omkring 16 timer i blæsten foran "Forligsen", havde de fået en vis rutine i at placere HK-skiltene synligt i kameraernes skudlinje. Og selvom de var godt kolde, var de stadig klare i mælet.

- Jeg er kommet for at bakke op om, at vi er fælles om det her. Det er en vigtig sag, og vi skal vise både dem, der følger med i tv, og dem, der sidder derinde og forhandler, at de gør det for os, og at vi er med hele vejen igennem, lød det fra Jacob Leth Halldorsson.

- For mig handler det også om at vise støtte og opbakning specielt til dem, Rita og Flemming, der sidder deroppe, og sige, at HK Stat er også med. Og vi er klar til at være her hele aftenen og natten, hvis det skal være, lød det fra en kold Henriette Lerche.

De to har et klart budskab til forhandlerne inde i Forligsen. Bliv ved. Og hold fast. Det er ikke bare kampen for den her overenskomst. Det er kampen for vores rettigheder på langt sigt, lød det fra Jacob Leth Halldorsson.

- Det er vigtigt, at vi står sammen også med de andre fagbevægelser og holder fast i musketereden, og vi får lavet en overenskomst til glæde for alle, siger Henriette Lerche.

Rita og Peter

Næstformand i HK Stat Peter Raben var søndag aften igen forbi Forligsinstitutionen for at bakke op og drøfte status i OK18 med Rita Bundgaard. En medarbejder fra HK Stat kom forbi med proviant til Rita. Forhandlerne i CFU-lokalet havde en længere bestillingsliste, men derudover var der også blevet plads til både gulddukater, snørebånd og holdkæft-bolsjer, som forhandlerne kunne disponere over. Kort efter blev de dog sendt hjem til deres overraskelse. I løbet af dagen var flere HK Statmedlemmer og tillidsrepræsentanter på plads. Blandt dem var de to tillidsrepræsentanter Henriette Lerche fra Københavns Universitet og Jacob Leth Halldorsson fra Skat.

Se interviewet med Henriette Lerche og Jacob Leth Halldorsson foran Forligsinstitutionen.