rita med balloner

CFU søger løsninger for alle, men ikke nødvendigvis de samme løsninger, forklarer HK Stats formand Rita Bundgaard. Foto: Philip Davali

Musketered må være et af de mest brugte ord dette forår. Ingen, der følger bare det mindste med i de langvarige og dramatiske forhandlinger i Forligsinstitutionen, kan undgå at støde på lønmodtagernes løfte om at kæmpe sammen én for alle og alle for én. Sloganet ’En løsning for alle’ har samlet opbakning både blandt de offentligt ansatte og danskerne i øvrigt.

Første gang med sammenhold på tværs

Eden er ny. Det er første gang, at forhandlingsområder på tværs af hele den offentlige sektor forpligter sig i fællesskab ved en overenskomstforhandling. Det tætte sammenhold er blevet udlagt på flere måder i løbet af OK18-forløbet. Lige fra, at alle de faglige organisationer skal holde sammen hele vejen frem til en aftale for alle og til, at de enkelte organisationer godt kan indgå aftaler hver for sig, blot resultaterne kan virke som løftestang på andre områder.

Nattens forlig for LO-grupperne i regionerne ser nogle fagforeningsfolk og kommentatorer som tegn på, at musketereden mellem de ansatte i staten, regionerne og kommunerne kun gælder i sin mest radikale form, indtil forligsmanden eller muligheden for et forlig skiller dem.

På den modsatte side af bordet giver arbejdsgiverne lønmodtagernes tætte samarbejde og koordinering skylden for, at det endnu ikke er lykkedes at nå til enighed om nogle af de meget omtalte knaster: overenskomstsikring af retten til betalt spisepause, aftale om lærernes arbejdstid og lønudvikling som for de privatansatte.

Ingen hindring for resultater i staten

For de statsansatte er princippet om en for alle og alle for en ikke noget nyt. Og heller ikke nogen hindring for at indgå overenskomster med skiftende finansministre.

I CFU, Centralorganisationernes Fællesudvalg, som forhandler på vegne af alle statens ansatte, har hver af de tre deltagere i samarbejdet altid sagt en for alle og alle for en. Både Akademikerne, OAO-Stat og SKAF/CO10 skal være enige, før noget kan besluttes eller godkendes i CFU. Det siger vedtægterne ganske enkelt.

Sådan er reglerne også, når CFU med Flemming Vinther i spidsen skal tage stilling til et muligt overenskomstforlig med Sophie Løhde. Og når medlemmerne i CFU’s medlemsorganisationer – det er stort set alle de 180.000 statsansatte – siger ja eller nej til en overenskomst, skal der være et ja fra hver af de tre centralorganisationer.

Stemmer fx HK’erne og de andre faggrupper inden for OAO nej til en ny overenskomst, så er der ikke noget forlig. For det er en samlet og fælles aftale, CFU indgår med staten, når en ny overenskomst falder på plads. Også hvis CFU skal nikke til et eventuelt mæglingsforslag fra forligsmanden, kræver det enighed. Og uden et nik til et mæglingsforslag, kan forligsmanden ikke sende det til urafstemning under forligsmandslovens regler.

Når resultater og afspejler medlemskrav

Det tætte samarbejde og den mangeårige musketered i CFU stiller særlige krav til deltagerne, siger Rita Bundgaard, formand for HK Stat. Og de krav lever CFU op til:

- Vi skal kunne være i samarbejdet alle sammen – og finde løsninger sammen. På tværs af tilhørsforhold til LO, FTF og AC. Både HK’ere, 3F’ere, politibetjente, præster, gymnasielærere, djøf’ere og mange andre. Og vi HAR et godt samarbejde, udviser respekt for hinandens medlemsgrupper og opnår afbalancerede resultater, der afspejler kravene fra medlemsgrupper fra alle tre centralorganisationer, siger hun.

- Når CFU forhandler, søger vi en løsning for alle. Ikke nødvendigvis den samme løsning, men en løsning, som alle deltagere i forhandlingssamarbejdet kan se sig selv i og støtter.  

Forhandlingsfællesskabets musketered

CFU adskiller sig fra Forhandlingsfællesskabet, som samler alle de faglige organisationer på det kommunale og regionale område. Organisationerne i Forhandlingsfællesskabet kommer hver med sine overenskomster og aftaler og forhandler så sammen.
 
På det kommunale områder har organisationerne, der er med i hovedorganisationen LO, deres egen gruppe. På samme måde har organisationerne fra FTF – fx pædagogerne og lærerne – deres gruppe. Og hvis en af dem ønsker at indgå en aftale for deres medlemmer med arbejdsgivermodparten, kan de gøre det. Sådan som HK’ere, portører, håndværkere og andre grupper af ansatte i regionerne gjorde det i nat.