Christian it-supporter Udenrigsministeriet HK

Christian er vokset op i Hjørring. Han beskriver kulturen i Vendsyssel som åben, kærlig og ydmyg. Det er egenskaber, han kan bruge i sit arbejde med at hjælpe folk fra alle kulturer i verden med deres it-problemer. Foto: Mikkel Østergaard

I Udenrigsministeriets servicedesk skal 8 medarbejdere arbejde videre, hvis der udbryder strejke og lockout. En af dem er Christian, som er uddannet it-supporter og arbejder i skiftehold. Han hjælper kolleger i ministeriet på Christianshavn, på ambassader og konsulater i hele verden, når de har tekniske problemer med mobiltelefoner, computere eller generelle netværksforbindelser.

Læs også: Statslige arbejdspladser kan ikke undvære lockoutede HK'ere

BEMANDET 24 TIMER I DØGNET

Christian og kollegerne har på skift nattevagter, fordi folk i udenrigstjenesten på den anden side af jorden jo arbejder, når vi sover i Danmark.  Det har han det helt fint med.

- Jeg har været soldat og kørt lastbil i tidernes morgen, så jeg er vant til, at der ikke er start og stop i arbejdstiden som på normale kontorarbejdspladser. Så længe jeg elsker det, jeg laver, har jeg ingen kvaler med skæve arbejdstider.

Christians navn står på en ’Aftale om undtagelse fra arbejdsstandsning’, som HK Stat har indgået med Moderniseringsstyrelsen med formålet ’at sikre, at livsvigtige og uopsættelige opgaver varetages under den pr. 4. april 2018 varslede strejke og pr. 10. april varslede lockout’. Han forklarer: 

- Driften på ambassaderne og konsulaterne skal opretholdes. Hvis kommunikationssystemerne går ned, kan det have konsekvenser for sikkerheden.

I sit daglige arbejde føler han sig ikke som en vigtig medarbejder, men han føler, at han gør en forskel sammen med sine kolleger. 

- Jeg er ikke uerstattelig. Alle ville kunne løse mine opgaver, hvis de blev uddannet og oplært. Det ville også gælde, hvis jeg var et andet sted end Udenrigsministeriet. Jeg har via min uddannelse som it-supporter lært rigtig meget. Uddannelsen giver ikke en specifik retning, men mange retninger, som får mig til at føle mig som en lille svensknøgle. Jeg er ikke den bedste, og jeg kan ikke alt. Men jeg prøver altid at gøre mit bedste. 

Hvad skal der til, for at du føler dig som en god it-supporter – ud over teknisk snilde?

- Jeg skal være en imødekommende person. Når jeg tager telefonen, møder jeg mange forskellige kulturer, mennesker og humørsvingninger. Nogle siger: ’Det FUNGERER ikke!’ Andre beder mere ydmygt om et råd. Alle, lige meget hvem det er, har ret til den samme hjælp og respekt. Jeg prøver at være lidt kæk i en samtale. Det bedste, jeg ved, når jeg lægger på, er, at personen i den anden ende har fået løst sin udfordring – og måske har fået sig et lille grin eller smil. 

Passion: It og mennesker 

Udenrigsministeriet er en god arbejdsplads, siger Christian.

- Jeg er vildt glad for at arbejde her. Ingen dage er ens, og i it-afdelingen har vi alle sammen forskellige personligheder. Vi supplerer hinanden rigtig godt og lytter til hinanden, hvis vi har dilemmaer eller problemer. Jeg elsker at arbejde med it og mennesker. Det er min store passion at hjælpe folk med at få det til at fungere.

Sommetider er Christian ude i verden for at introducere kolleger til nye systemer eller hjælpe dem med at benytte de eksisterende bedre, så deres hverdag bliver lettere. Han kan godt lide at være forberedt på landets kultur, så han kan møde folk med respekt.

- Da jeg var i Rumænien, var der kun to danskere. Jeg fornemmede, at de skruede ned for den danske sarkasme, fordi rumænerne ikke helt forstod den. De gemte ikke deres danskhed væk, men de omfavnede den kultur, de var i.

Christians egen hjemegn har formet ham som arbejdsmenneske. Han er både ydmyg og fagligt stolt. 

- Jeg føler mig ikke bedre end andre, men jeg er blevet bedre til at tilkendegive, at jeg er god til det, jeg laver. Men igen: Jeg er ikke uerstattelig. Jeg er glad for, at jeg overhovedet fik en chance her i Udenrigsministeriet. 

 

Blå bog 

Christian Dam Christensen (33) er uddannet it-supporter. Han har været i Udenrigsministeriet siden 2016. Har tidligere haft eget it-firma og været ansat ved Aarhus Universitet. Vil gerne videreuddanne sig inden for it og/eller ledelse.