Heidi Juhl Pedersen er ny afdelingssektorformand i HK Stat Sjælland
Heidi Juhl Pedersen blev valgt som ny afdelingssektorformand, da HK Stat Sjælland havde ekstraordinær generalforsamling 3. maj. Foto: Frank Holm Jørgensen

I starten af april vandt den daværende afdelingssektorformand for HK Stat, Estrid Husen, kampvalget i Slagelse om posten som afdelingsformand for HK Sjælland. Efter kampvalget blev Heidi Juhl Pedersen konstitueret afdelingssektorformand, og torsdag aften kunne hun så smykke sig med titlen som nyvalgt afdelingssektorformand for HK Stat Sjælland.

Valget fandt sted i Roskilde, hvor der var god stemning, 37 stemmedelegerede og en håndfuld gæster udefra.

Heidi Juhl Pedersen kommer fra HK Politi- og Anklagemyndigheden, hvor hun nu sætter et sidste punktum som formand på tiende år til fordel for sin nye post i HK Sjælland.

- Det er selvfølgelig med blandede følelser at skulle afgå som formand for Politi- og Anklagemyndigheden efter 10 år. Jeg har været rigtig glad for min tid dér, men jeg er helt sikker på, at glæden ved mit nye arbejde bliver ligeså stor, hvor jeg særligt vil arbejde mod et endnu tættere samarbejde og fællesskab på tværs af vores sektorer, fortæller den nye afdelingssektorformand, Heidi Juhl Pedersen.

Få mere info om årets generalforsamlinger i HK Stat Sjælland