Illustration af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen

Vi er sikre på, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen bliver rigtig glad for de forhåbentlig mange forslag, han får fra os.

 

Hvis du helt selv kunne vælge, hvad ville du så gerne have forenklet eller forbedret i arbejdsmiljøloven?

Det er et spørgsmål, som de fleste danskere har rigtig svært ved at svare på. For, hvad er det nu lige, der står i loven? Og hvis jeg har ondt ryggen eller fx går ned med stress, hvilken paragraf er det så i lovteksten, der skal tvistes, så jeg får en bedre behandling i systemet? Eller hvad kan ligefrem undværes?

Det ER et svært spørgsmål, men ikke desto mindre er det det spørgsmål, som beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har bedt helt almindelige danskere om at besvare inden 1. juni. Et spørgsmål som potentielt vil være op ad bakke at få folk til at svare på … Så det vil HK naturligvis gerne hjælpe ministeren med!

- Jeg bliver altid glad, når en minister vil inddrage borgerne i sit arbejde! Men jeg ved også ved, hvor svært det kan være for den enkelte at tage stilling til lovstof og regelforenklinger. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i HK har fået lavet en løsning, hvor vi sikrer os, at beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen får de input, som han efterspørger, siger Marianne Vind, næstformand i HK/Privat.

Støt HK’s forslag eller lav dine egne
HK stiller selv 5 forslag på hjemmesiden www.hk.dk/kæreTroels, hvor du lynhurtigt kan vælge et eller flere forslag, som du gerne vil have sendt afsted til ministeren. Det drejer sig blandt andet om behandlingsgaranti for folk, der bliver ramt af stress, sikring af et ordentligt lydniveau i storrumskontorer og krav om obligatorisk uddannelse i psykisk arbejdsmiljø for ledere med personaleansvar.

Vi fylder på med flere gode forslag helt frem mod 1. juni, så du skal endelig også sende forslag til os, som du gerne vil have os til at skrive igennem. Vi udvælger løbende og opdaterer siden løbende frem til 1. juni.

Så bare skriv løs, opfordrer næstformand i HK/Privat Marianne Vind:
- Det er jo jer, de står med specifikke problemer ude på arbejdspladserne, så fortæl os om dem. Vi satser på, at rigtig mange vil bidrage til at stille forslag, så vi kan aflevere så mange kvalificerede forslag til ministeren som muligt!


Du kan følge kampagnen her:
www.hk.dk/kæretroels

Særligt for dig, der er medlem af HK/Privat
https://www.facebook.com/hkprivat/
https://www.linkedin.com/company/hkprivat/
https://twitter.com/hkprivat

Særligt for dig, der er medlem af HK Stat
https://www.facebook.com/hkdkstat/