Cloud Factory ligger på 1. sal oven på Sydbank i Varde, men det er også det nærmeste firmaet kommer skyen eller andre højere luftlag. For til daglig servicerer det myndigheder og virksomheder med cloud-løsninger. Og hvad vil det så sige?

- Ja, groft sagt betyder det, at i stedet for, at en it-medarbejder går og passer virksomhedens servere, ledninger, software, hardware, aftaler og hvad der nu ellers typisk er placeret i det store it-kælderrum, så tager vi os af al driften, plejen og papirarbejdet, forklarer direktør Jacob V. Schmidt, Cloud Factory.

Billedlig talt betyder det, at i stedet for at hver enkelt går og passer sin egen have og sørger for, at den overholder alle forskrifter, så har man overladt al have- og papirarbejde til en anden person.

Konkret betyder det, at Cloud Factorys kunder ligger på flere kæmpe servere, som er placeret i en giga halbygning et sted i Kolding. Skyen er altså ikke noget luftigt, men en kæmpe hal i Kolding. Og det er altså i denne hal, som billedlig talt nu er omdannet til en stor have, at Jacob V. Schmidt og hans kolleger sørger for, at de enkelte kunders haver har det godt og overholder regler og retningslinjer.

SKYGGE-IT ER ET PROBLEM

Men for den enkelte person er det ikke sådan cloud-begrebet normalt bruges eller tænkes. Her handler det mere om forskellige internetløsninger og applikationer, hvor man får at vide, at de ligger i skyen. Det handler fx om Dropbox, Skype, OneDrive, Gmail, Snapchat og mange, mange andre services.

Hvis du er almindelig bruger og sidder derhjemme på din egen computer, behøver de røde advarselslamper ikke blinke synderligt. 

- Men hvis du er på din arbejdsplads eller bruger din arbejdscomputer, så begynder det at være problematisk, forklarer Jacob V. Schmidt.

Et centralt begreb her er skygge-it, hvor de enkelte medarbejdere begynder at installere diverse programmer på arbejdscomputeren, fordi det er nødvendigt for at kunne lave en helt speciel opgave eller fordi kommunikation med eksterne folk bliver noget lettere.

HVER FJERDE DOWNLOADER CLOUDLØSNING

Lad os tage Dropbox som eksempel. Dropbox tilbyder en let måde at dele filer på, fx så flere parter kan tilgå, arbejde og rette i et dokument. Eller en medarbejder flytter nogle arbejdsdokumenter til Dropbox, så vedkommende let kan tilgå dem uden at skulle gennem et kæmpe logningsproces.

Så hvis den kommunale medarbejder er lidt for frisk i det, installerer han/hun Dropbox – sikkert endda den gratis udgave.

Derved opstår begrebet ”skygge-IT”, altså at medarbejdere etablerer en hel underskov af mere eller mindre illegale og uautoriserede tjenester, hvor virksomheden eller myndigheden hverken har styr på sikkerhed, data eller dataaftaler. Og her opstår det største problem.

- Man kan næsten være sikker på, at hvis en tjeneste er gratis, ligger oplysningerne ikke på en server i et EU-land, men sandsynligvis på en server i USA og så har myndigheden pludselig et problem i forhold til persondataforordningen, for der er ikke samme garanti for at fx krav om sletning kan effektueres, forklarer Jacob V. Schmidt.

At det ikke er en usædvanlig foreteelse viser nogle tests, som Cloud Factory har gennemført. Alt efter hvilken tjeneste eller applikation, der er tale om, har cirka hver fjerde medarbejder på en gennemsnitlig arbejdsplads downloadet og installeret en gratis cloud-løsning – hvor data med al sandsynlighed ligger på en server uden for EU.

- Og al erfaring viser, at brugernes gør-det-selv-løsninger også bliver brugt til personfølsomme data. Ifølge Jacob V. Schmidt handler det om større awareness, både fra den enkelte medarbejder og fra it-afdelingen.

DET BETYDER CLOUD

Cloudcomputing eller ”Skyen” dækker over levering af software, service og tjenester via internettet. Facebook fx ligger ikke på din computer, men i skyen, som altså de facto er en server i en eller anden kæmpehal i et eller andet land. Cloud opdeles i tre former 1) Software (fx Dropbox) 2) Platforme (fx esdh-systemer) og 3) Infrastruktur (som er hele pakken, inkl. papirarbejde og compliance/styr på reglerne)

 

Eksempler på hverdagens Cloud-løsninger

De mest kendte tjenester er Dropbox, OneDrive, Skype, online webmail-tjenester som Gmail og Hotmail, Facebook, Instagram, snapchat samt alle applikationer (apps), som man i øvrigt gør brug af.

 

Anbefalinger om sikkerhed ved Cloud-services

Kend dine sikkerhedsregler på arbejdspladsen. Hvis du er i tvivl om en tjeneste, et program e.l. spørg i it-afdelingen, inden du begynder at downloade. Vær særlig opmærksom ved gratis tjenester. Der bliver du og dine oplysninger til et produkt, som bliver solgt til anden brug på det store data-marked.

 

Om Cloud Factory

Firma i Varde, som har specialiseret sig i hosting og cloudløsninger for myndigheder og virksomheder. Er netop blevet godkendt som leverandør i SKI, hvor de leverer løsninger inden for infrastruktur, backup, Office 365, Dropbox Business samt løsninger inden for sundhedssektoren, ESDH, talegenkendelse og hjemmeplejen.