Pia Tørving, formand HK Midt

Pia Tørving, nvalgt til posten som formand i HK Midt, kommer fra posten som formand i HK Kommunal Midt. 

 
 - Vi har allerede et stærkt HK Midt med knalddygtige og engagerede medarbejdere. Med et højt aktivitetsniveau i alle fire sektorer og de mange andre funktioner/områder, der varetages i fagforeningshuset. Sammen byder vi vores medlemmer på masser af udviklingsmuligheder, faglig sparing, medlemsservice og tiltag, der gør en forskel i deres hverdag, vurderer Pia og fortsætter:

 

   - Det er dog også klart, at jeg som ny formand kommer med nogle ideer til nye og andre fokusområder, som vi også vil arbejde med. Det hele med en målsætning om, at I som medlemmer skal opleve kvalitet hver eneste gang, I har kontakt med HK Midt. I gør som HK’ere hver dag en forskel for andre. For kunder, brugere, borgere, patienter og kolleger. HK Midt vil til gengæld gerne være der for jer, så I tænker ”…YES, det her er MIT og VORES forbund”, når I har været i kontakt med os. 

Det er dog også klart, at jeg som ny formand kommer med nogle ideer til nye og andre fokusområder, som vi også vil arbejde med. Det hele med en målsætning om, at I som medlemmer skal opleve kvalitet hver eneste gang, I har kontakt med HK Midt.

Arbejdsmiljøet rammer det ind

Den nye afdelingsformand for HK Midt ser en stor del af sin dagsorden samlet i begrebet ”arbejdsmiljø”:
 
   - Arbejdsmiljø er i dag rigtigt mange ting. Det handler om både psykisk og fysisk arbejdsmiljø, om basal trivsel på arbejdspladsen. Samtidig handler det også om udvikling af vores kompetencer samtidig med, at vi retter fokus mod den stigende grad af stress, der plager så mange arbejdspladser, herunder HK-arbejdspladser. Derfor ønsker vi også klare krav til arbejdsgivere og ledere på HK-områderne, fordi deres ledelse er en af nøglerne til mindre stress og bedre trivsel, siger Pia Tørving:

Derfor ønsker vi også klare krav til arbejdsgivere og ledere på HK-områderne, fordi deres ledelse er en af nøglerne til mindre stress og bedre trivsel

 
   - Det kan ikke passe, at mange hver dag skal gå hjem fra deres arbejde og endnu engang konstatere, at der igen ikke var ressourcer og timer nok til at gøre det gode stykke arbejde, de er uddannet til – og som vi som HK’ere sætter en ære i at udføre. Alt for mange bliver syge af at gå på arbejde. Det skal der sættes ind over for.
 

Glæder sig til hele bredden

Efter at have været sektorformand for HK Kommunal Midt siden 2007 er Pia Tørving altså nu valgt til en ny rolle – som afdelingsformand for hele HK Midt:
 
   - Efter 25 år på OUH, heraf mange år som fagligt aktiv i HK, blandt andet som TR og fællestillidsrepræsentant for HK’erne og mange år på sektorformandsposten i HK Kommunal Midt, glæder jeg mig til at få hele bredden med. Det håber jeg at gøre med et godt blik for de dagsordener, der er vigtige for alle HK’ere.
 
   - Selvfølgelig er det altid en Pandoras Æske, når du tager hul på et nyt job. For du ved aldrig helt, hvad der gemmer sig af opgaver og overraskelser. Omvendt er det faktisk en æske, jeg allerede åbnede, da jeg for 11 år siden blev valgt som sektorformand og dermed også kom helt tæt på maskinrummet i HK Midt. Nu skal jeg bare ud i alle hjørnerne af æsken, fortæller Pia Tørving:
 
   - Inde i maskinrummet sidder der en afdelingsbestyrelse, som jeg selv har været en del af, og som jeg glæder mig til at have et tæt samarbejde med. Samtidig er der en ledelse i HK, som jeg ligeledes har haft et tæt samarbejde med. For vi har en fælles dagsorden, når det handler om at skabe rammerne om oplevet kvalitet for jer som medlemmer. Jeg håber, at jeg samtidig vil blive oplevet som en synlig formand, der sammen med de øvrige politiske valgte går forrest på jeres vegne og sammen med vores dygtige medarbejdere i HK Midt sætter jeres dagsordener alle de steder, hvor vi kan være med til at forandre og forbedre vilkårene for jer.

 

kort om pia tørving

Valgt 2007 som sektorformand for HK Kommunal Midt - et område, der dækker ca. 8.000 regionale og kommunale medlemmer på Fyn og i Fredericia.
Før det ansat i 25 år på Odense Universitetshospital (OUH), de sidste år på OUH som ekspeditionssekretær med det Rummelige Arbejdsmarked som arbejdsområde. Parallelt med sine jobfunktioner var Pia samtidig fællestillidsrepræsentant og tillidsrepræsentant for ca. 180 administrative HK’ere i en periode på seks år.
Under sin ansættelse på OUH videreuddannede Pia sig løbende; hun har bl.a. taget kommunom, merkonom, TR-uddannelse og en administrativ diplomuddannelse.
Pia har været medlem af Socialdemokratiet i Dalum siden 2002, og siden 2009 har hun været valgt til Regionsråd Syddanmark. 
Fritiden bruger hun på familie, venner, hus, have, naturen, spændende ferierejser og en god bog.