Overspringshandlinger kender vi alle. Og faktisk er det en generel udfordring at kunne bevare fokus på arbejdsopgaven. Det mener Kirsten Andersen, der er ekspert i personlig planlægning og indehaver af firmaet Mnemosyne Kursus og Forlag.
- Rigtigt mange af mine kursusdeltagere oplever, at det er svært at holde fokus. De bliver alt for ofte afbrudt i arbejdet, fx af nye mails i indbakken, siger hun.
- Og når du først er revet ud af den, så kan det være svært at komme ordentligt i gang igen med arbejdsopgaverne, tilføjer hun.
25 overskuelige minutter
Men har du kendskab til de rigtige arbejdsværktøjer, er det ikke så svært at bevare koncentrationen på opgaverne på skrivebordet. Det er pomodoro-teknikken, der blev udviklet af italienske Francesco Cirillo i slut-80’erne, et godt eksempel på.
Her er grundtanken, at du arbejder fokuseret i intervaller af 25 minutter med små pause indimellem, typisk af fem minutters varighed. Efter fire overståede intervaller kan du så holde en længere pause på 15-30 minutter.
- Pomodoro-teknikken er meget anvendelig, da de 25 minutter er særdeles overskuelige for de fleste. Det giver en lille succesoplevelse, når du er igennem, og netop dét forhindrer overspringshandlinger. Du ved, at den velfortjente pause er lige rundt om hjørnet, siger Kirsten Andersen om teknikken, der har fået sit navn efter et tomatformet minutur og det italienske ord for tomat.
Hold pause væk fra opgaven
Har du haft succes med de 25 minutter og har mod på mere, så kan du uden problemer tilpasse teknikken og øge antallet af arbejdsminutter, forklarer Kirsten Andersen.
- Mange vil opleve, at når man først er fordybet i en opgave, kan man sagtens arbejde fokuseret i længere tid ad gangen, for eksempel 30 eller 40 minutter. Det er ikke en nødvendighed, at man holder sig til de 25 minutter, siger hun og fremhæver, at det essentielle blot er, at du husker at holde de små pauser.
- Det er vigtigt, at du holder en reel pause, altså væk fra opgaven, så du skal op og stå og få ro i hovedet. Din underbevidsthed vil sandsynligvis arbejde videre med opgaven, så du nemt kan fortsætte efter pausen. Derfor skal du heller ikke tjekke mails eller Facebook, når du har pause, siger hun.