Elever fra butikskæden Nielsen fandt vej til HK i Brabrand for at være en del af fællesskabet i deres fagforening.

Elever fra butikskæden Nielsen fandt vej til HK i Brabrabrand for at være en del af fællesskabet i deres fagforening

215 medlemmer, for at være helt præcis, blev torsdag aften inviteret indenfor i Fællesskabsteltet på parkeringspladsen foran HK Østjylland. Mange af dem helt nye medlemmer. Selv om solen skinnede fra en skyfri himmel og indbød til grill og hygge hjemme i haven, så havde de alle fundet vej til deres fagforening. Det var fællesskabet, der lokkede.

- Jeg har i mange år betalt til en af de gule fagforeninger, men har nu meldt mig ind i HK igen. Der var intet fællesskab, der hvor jeg kommer fra, og derfor trak det i mig at vende tilbage til HK. Da indbydelsen så kom til det her arrangement, så var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg skulle med, fortæller Tina Viktor.

Fællesskabsarrangementet bød på god mad, et oplæg af arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen og en rundvisning i HK-huset ved formand Jesper Thorup.

- Det er da et fantastisk arrangement, som man ikke kan sige nej tak til. Der var desværre ingen fra min arbejdsplads, der havde mulighed for at komme med, men jeg vil opfordre til, at de kommer næste gang. Det, at man har set, hvor ens fagforening er, giver en rigtig god tryghed. Selv om man ikke har brug for fagforeningens hjælp lige nu, så er det rart at have set det sted, hvor man skal henvende sig, hvis man en dag får brug for hjælp, siger Lise-Lotte Voetmann, der for nylig blev HK-medlem i forbindelse med et jobskifte.

Det er fællesskabet, der skaber resultaterne

Mens nogen var på rundtur, var andre til oplæg hos Henning Jørgensen. ’Et langhåret og meget tørt professor-foredrag’ kaldte han det, men det var alt andet end det.

- Han var rigtig god. Han var præcis i det, han sagde, og han gjorde det på en meget underholdende måde. Vi fik god viden og en forklaring på nogle af de udfordringer, der er på arbejdsmarkedet i dag, fortalte Tina Viktor efter foredraget.

Et af arbejdsmarkedsforskerens budskaber var, at de unge skal ind i fagforeningerne, og medlemmerne skal tage ansvar for at udvikle fagforeningerne. Og det vil de unge meget gerne.

- Det skal man da, lød det kort og kontant fra Natalie Lindved, der er elev i en Nielsen-butik i Herning.

Sammen med 11 andre elever fra Nielsen, havde hun fundet vej til HK i Brabrand.

- Vi er på skoleophold i Aarhus, og vores underviser foreslog, at vi tog herud. Så vi overvejede, om vi skulle gå i baren, ind til byen eller herud, og så vandt HK, fortæller Anders Skovhus fra Aalborg.

De unge blev også lokket af fællesskabet, og muligheden for at se nærmere på den fagforening, som de er medlem af.

- Jeg ved faktisk ikke så meget om HK, men i aften kan jeg få et indblik i, hvad fagforeningen egentlig kan, og hvad jeg kan bruge den til, og vi kan blive en del af fællesskabet her, siger Louise Johannsen, der er elev i Sønderborg, mens de andre nikker.

- Vi møder normalt kun HK, når de kommer ud til os i butikkerne. Med det her arrangement, kan vi få et indblik i fagforening på en anden måde, og vi kan møde en masse nye mennesker. Og så er der både pizza, øl og underholdning. Det kan man da ikke sige nej til, lyder det fra Jakob Visgård fra Herning.

Sidste punkt i aftenens program var underholdning af Christian Fuhlendorff. Og på den måde sluttede aftenen med et telt fuld af HK-medlemmer, der i fællesskab blev underholdt, så latterbrølene lød ud over hele området.