Biler og cykler ankommer i en lind strøm. Det er tidlig morgen i Brøndby. Og her ved rådhuset har HK's tillidsrepræsentanter og et par konsulenter fra fagforeningen stillet sig op foran alle indgangsdørene. I hånden har de små poser indeholdende et postkort og lidt godter, som de flittigt deler ud til alle HK's mange medlemmer på arbejdspladsen sammen med en opfordring til at gå ind og afgive deres stemme for eller imod det overenskomst-forlig, der nu ligger på bordet.

– Vores medlemmer synes, det er hyggeligt, vi står her og tager imod dem. Men faktisk har de fleste af dem allerede stemt. Og det lyder som om, de er ret enige om at stemme ja. Så det er jo dejligt, lyder det fra de to, der her i kommunen deler posten som fællestillidsrepræsentant, Charlotte Wilkens og René Jensen.

Mens vi står og venter på de næste, der møder på arbejde, fortæller de to, hvordan hele forløbet op til OK-forligenes indgåelse har været en mærkelig tid for alle og rejst et hav af spørgsmål. Skal vi konflikte eller ej? Og hvad så? Og hvorfor skal vi vente på, at akademikerne får deres frokostpause og lærerne deres arbejdstid? Osv. osv.

– Der er ingen tvivl om, at der har været rigtig megen snak rundt om på kontorerne og ved frokostbordene. Vi har talt meget mere sammen, end vi plejer. Men det har været rigtig godt. Og jeg oplever, at det har skabt meget større sammenhold i HK-gruppen end før, siger Charlotte Wilkens.

Det er René Jensen helt enig med hende i. Og også han har været ude i mange debatter med kollegerne de senere uger:

– Nogen var nervøse og andre sagde, at de sådan set helst bare ville have lov at passe deres arbejde. Alle håbede på en løsning. Ikke bare for deres egen skyld, men også for borgerne, som de bekymrer sig meget om, siger han.

En masse nye medlemmer

De to fællestillidsrepræsentanter konstaterer, at de den senere tid også har fået organiseret mange af dem, der hidtil har holdt sig ude af fællesskabet. Og det glæder dem:

– Hele situationen fik det til at gå op for mange, hvad man også kan bruge fagforeningen til. For eksempel til at sikre sig løn under en konflikt. Noget andet er, at det med strejkevarslerne og de massive lockout-varsler blev meget tydeligt, hvem der var inde, og hvem der var uden for fællesskabet. Og det fik kollegerne på dupperne med opfordringer til de uorganiserede om at melde sig ind – for deres eget bedste, fortæller Charlotte Wilkens og René Jensen.

Et af de store debatemner undervejs har været spørgsmålet om musketér-eden. Her lød det fra enkelte medlemmer i Brøndby, at de følte, de blev taget som gidsler i lærernes konflikt med arbejdsgiverne.

– Det er klart, at mange ting i konfliktsituationer bliver sat på spidsen. Og her er nogen sig selv nærmest. Sådan er det. Men set med mine øjne var der bare meget mere på spil, nemlig hele den danske model, siger René Jensen.

Og Charlotte Wilkens supplerer:

– Vi har under hele forløbet gjort meget ud af at forklare, at sammenholdet på tværs af organisationerne i høj grad også handlede om, at overenskomster ikke skal blive til via lovgivning. Det er utrolig vigtigt, at vi bevarer vores egen aftaleret. Der er jo ikke noget at forhandle om, hvis vi ender med lovfastsatte vilkår – for så er det nogen helt andre, der skal bestemme vores løn- arbejdsforhold.

Så det kan godt være, at resultatet af OK-forhandlingerne havde været det samme uden musketér-eden. Men hva' så, hvis det næste gang er HK, der står og har brug de andres opbakning … Det er det, fællesskabet handler om. Og det er heldigvis gået op for rigtig mange, hvilket i sig selv er en stor sejr, lyder det fra de to tillidsrepræsentanter.

Det giver den nye overenskomst:

  • Lønnen stiger med 6,8 procent over tre år
  • Reallønnen forbedres markant
  • Forringelser for seniorer blev forhindret, så eksisterende seniorordninger fortsætter
  • Kompetencefondene fortsætter
  • Forbedringer af løn eller pension til de enkelte HK-grupper
  • Retten til betalt spisepause er garanteret som hidtil i overenskomsten

Det siger HK'erne i Brøndby om overenskomsten:

John Wennerwald, Økonomiafdelingen, Rådhuset:

Det er godt, at tillidsrepræsentanterne gør en indsats for at få stemmeprocenten op. Jeg har dog allerede stemt – og har stemt ja. Samlet set er det en meget god aftale. Og jeg har fuld tiltro til, at at vores forhandlere har gjort det bedst muligt.

For mig er det vigtigst med lønnen. Og nu ser det jo ud til at vi får en lille reallønsvækst. Det er fint. For det er jo bundlinjen, der betyder noget.

Musketér-eden? Den har nok udløst lidt ekstra styrke. Men det er svært at vide, hvad alternativet er. Og det kan jo også godt være, at den har trukket os lidt ned, fordi der var andre faggrupper, der skulle have noget. Men alt i alt tror jeg, at den har gavnet. Den har i været fald styrket hele fagbevægelsen over for de gule fagforeninger. Så på den måde har den været vigtig.

Jeg har hele tiden været klar til konflikt. Nu er jeg dog glad for, at det ikke kom dertil – for hele samfundets skyld. Men jeg var helt sikkert klar. Det er jo en del af spillet.

 

Heidi Jansen, Økonomiafdelingen, Rådhuset:

Jeg har stemt ja. For vores forhandlere har kæmpet hårdt og stod fast, indtil de var tilfredse. Og det skal vi som medlemmer anerkende. At vi så kunne have tænkt os et endnu bedre resultat, er en anden sag. Men vi ved, de har kæmpet for os med næb og klør. Og det er godt gået.

Personlig synes jeg, det er et flot resultat, de har fået. For mig handler det ikke så meget om lønnen, men mere om at bevare de goder, vi gennem mange år har tilkæmpet os. Og jeg er glad for, at vi har kunnet stå sammen om det. Både om at kræve vores ret – og også om, at vi vil respekteres som offentligt ansatte. Jeg tror, mange danskere har haft en forestilling om, at vi ikke laver noget særligt. Men sådan er virkeligheden ikke. Og det tror jeg er gået op for mange. Jeg tror de sætter lidt mere pris på os offentligt ansatte nu.

Derfor synes jeg også, at musketér-eden har vist sit værd. Og når de næste forhandlinger skal i gang, er arbejdsgiverne helt sikkert mere obs på, at vi mener, hvad vi siger, og at vi står sammen om at kæmpe for det. Jeg ser det sådan, at vi i fagbevægelsen ikke kun står sammen inden for HK Kommunal, men også på tværs af organisationerne. For hvorfor skal mine kolleger, som arbejder i en børnehave, ikke have de samme vilkår som mig – eller omvendt. Vi kæmper for det samme, selvom vi arbejder på forskellige overenskomster. Det er for mig solidaritet. Og jeg synes, at vi i HK er meget solidariske. Heldigvis.