På mandag kl. 12 lukker urafstemningen om HK Kommunals overenskomster for de kommende tre år. Her til morgen den 31. maj er stemmeprocenten på 68,3. Lidt mere end fire døgn før "lukketid" er sidste års rekordstore deltagerandel på 64 procent altså allerede overgået.

Hvad medlemmerne har stemt, offentliggøres først mandag eftermiddag, men det ligger fast, at der i tilfælde af et nej iværksættes strejke og lockout fra og med mandag den 11. juni. Stemmer medlemmerne ja, er der – ud over en række andre forbedringer – udsigt til en reallønsfremgang på mindst 2,6 procent ifølge helt nye tal fra de økonomiske vismænd. Det er væsentligt over vurderingen, da der blev indgået aftaler om den nye overenskomst i begyndelsen af maj.

hk.dk/ok18 kan man læse mere om overenskomstresultatet og finde linket til, hvor man kan afgive sin stemme.

Hård intern konkurrence

En stor indsats fra HK-afdelingerne og de lokale tillidsrepræsentanter for at få medlemmerne til at stemme kan være blandt forklaringerne på den allerede høje stemmeprocent. Flere direkte mails til medlemmerne og den store medieopmærksomhed omkring dette års overenskomstfornyelse er andre mulige årsager. Udlodningen af fine præmier blandt alle, der afgiver deres stemme, har måske også været en gulerod for nogle medlemmer.

Præmierne er 10 weekendophold for to personer på HK's eget kursussted i Svendborg, Christiansminde, og 10 kurve med chokolade og vin til en værdi af 500 kr.

Internt i HK Kommunal er mange opmærksomme på den daglige opdatering af stemmeprocenterne for hver af de syv HK-afdelinger. Der er hård konkurrence om dels at forbedre andelen af afgivne stemmer i forhold til afstemningen for tre år siden, dels at få den højeste stemmeprocent. 

I skrivende stund mangler kun fynboerne og fredericianerne i HK Kommunal Midt en smule for at overgå deres egen stemmeprocent i 2015. HK Midtvest vandt den interne afdelingskonkurrence sidste gang, og med en stemmeprocent på 76,9 procent ligger afdelingen også foreløbig i front ved den igangværende afstemning.

Stemmeprocenterne fordelt på afdelinger ved de seneste tre overenskomstfornyelser fremgår af grafikken herunder.