Mens medarbejderne i få af kæden Normals butikker kan nyde ordnede forhold, er realiteten en anden for langt de fleste medarbejdere i Normal-butikkerne. 

 

De går glip af fem feriefridage, fritvalgsordning, løn på barnets første sygedag, løn under barsel, pension og meget mere. 

 

For mens, det er normalt at have overenskomst, er det ikke normalt at have overenskomst i butikskæden Normal.

 

Derfor besøgte HK Handel MidtVest onsdag 30. maj 2018 Normal-butikkerne i Bjerringbro, Skive, Viborg og Holstebro for at tale med medarbejderne om de goder, en overenskomst vil sikre dem. Der blev også delt flyers ud foran butikkerne samt chokolade guldmønter til de handlende.

 

HK MidtVest i aktion for overenskomst hos Normal i Holstebro

Susanne Sommerlund, formand for HK Handel MidtVest, og organisator Kasper Hingebjerg Nielsen og praktikant Kasper Aarslev Zacho delte blandt andet flyers og guldmønter ud til de handlende foran Normal-butikken i Holstebro.

 

I alt var HK Handel til stede foran 23 Normal-butikker over det meste af Danmark.

 

- Vi kan se, at medarbejdere i Normal-butikker, der har overenskomst, har bedre arbejdsvilkår, end medarbejdere i Normal-butikker, der ikke har overenskomst. Derfor arbejder vi nu på at sikre alle i Normal samme vilkår, fortæller Susanne Sommerlund, formand for HK Handel MidtVest.  

 

Det er sådan, at hvis mindst 50 procent af medarbejderne i en Normal-butik er medlemmer af HK Handel, kan HK Handel kræve overenskomst – og dermed sikre medarbejderne ordnede forhold.

 

 

 
Artiklen er opdateret 01. juni 2018