To af de ældste jubilarer i højt humør sammen med HK-formænd.
Fra venstre Kirsten Estrup Madsen, formand HK Privat Nordjylland; Erik Mathiesen, 70 års jubilar, 89 år; Knud Pedersen, 70 års jubilar, 87 år; Mette Lyndgaard Pedersen, afdelingsformand HK Nordjylland, Kate Ziegler, formand HK Handel Nordjylland.

Vores forbund er heldigt at have mange medlemmer hvert år, der kan fejre ”rund fødselsdag” med HK. De har været medlemmer i 25, 40, 50, 60 og endda 70 år!

De to foregående søndage har budt på jubilar-arrangementet i Nordjylland. I hele landsdelen mødte jubilarer frem i sommertøj og fik brunch, jubilæumsgave (en vase) og taler af HK Nordjyllands sektorformænd og fællesformand. Kate Ziegler fra Handel talte i Thisted, Kirsten Estrup Madsen fra Privat deltog i Frederikshavn. Katharina Hauge Antonsen fra Kommunal var i Hjørring, og Jonna Vestergaard fra Stat var i Hobro. Også lokalrådsformændene var til stede. Ved det største arrangement i Aalborg talte fællesformand Mette Lyndgaard Pedersen og fik support af Kate Ziegler og Kirsten Estrup Madsen.

Alle steder blev der hygget og snakket, og det mangeårige medlemskab af HK blev fejret.

De to ældste jubilarer i Aalborg har begge været HK-medlemmer i 70 år. Det er Erik Mathiesen, 89 år fra HK Privat og Knud Pedersen, 87 år fra HK Kommunal.

Og hvordan er det at fejre så mange år med HK?

”Det er hårdt! ”, lød det fra begge modne herrer med et glimt i øjet. Her hentyder de til, at de først skulle gå op på scenen for at modtage lykønskninger, gave og hurraråb. Og derefter skulle de sørme op en gang til for at blive fotograferet.

Tillykke til alle jubilarerne.