Kære xxx,

Vi skriver til dig på vegne af gruppen for organiserede tolke i Danmark (netværk af mere end 150 organiserede tolke), da I i dag i Folketinget skal 3. behandle lovforslag L 213, der vil ændre på sundhedsloven og indføre egenbetaling på tolkning. Det mener vi, som dagligt tolker mellem syge borgere og sundhedsvæsenet, vil være en alvorlig fejl.

Som tolke forstår vi egentligt godt, at det kan virke som en lavthængende frugt, at spare på de offentliges udgifter til tolkning. Særligt med de priser, som har været fremme, på 1.675 kr. ved indlæggelser og 344 kr. for et lægebesøg. Som det er i dag, tager de private bureauer sig svært overbetalt for tolkning, desværre uden det er noget, vi tolke mærker på pengepungen. I visse tilfælde oplever vi faktisk at blive aflønnet helt ned til 50 kr. i timen. 

Men at indføre egenbetaling på tolkning, er efter vores overbevisning en meget uansvarlig måde at tilgå udfordringen med de stigende udgifter. I vores daglige arbejde oplever vi hver dag borgere, som ikke har de fornødne danskkundskaber til at tage en alvorlig samtale med en læge. Det kan der være mange forskellige årsager til: Nogle borgere har svære psykiske udfordringer og traumer bl.a. efter krig eller lignende, mens andre har måtte kæmpe indædt mod en sygdom, hvilket har gjort det svært for dem at lære tilstrækkeligt dansk. Samtaler med læger foregår sjældent på “hverdags dansk”. En samtale med en læge, der omhandler en kompliceret diagnose, er ofte svær at forstå, selv for borgere med dansk som modersmål. Der er således ikke tale om dansk på et niveau, som man kan forvente at lære på blot tre år. Vi mener derfor, at det bryder med principperne om fri og lige adgang til sundhedsvæsenet. 

Når man er syg, er man ofte i den situation, at man i en periode står udenfor arbejdsmarkedet. For nogle blot en kort periode, men for andre i længere tid. Det betyder, at man ikke har de samme midler til at få hverdagen til at hænge sammen, både for sig selv og for sine børn. Hvis man ikke får den korrekte tolkning, kan det ydermere have den negative effekt, at et behandlingsforløb vil tage længere tid, hvorfor det tager længere tid for borgeren at vende tilbage til arbejdsmarkedet. Det er der for os at se, intet økonomisk ræsonnement i. 

Vi har alt for ofte være vidne til, at det er børnene, som bliver taget som gidsel i situationer som disse. Ofte fordi kvaliteten af den tolkning, som er blevet leveret, ikke har været tilstrækkelig. Med indførelsen af egenbetaling, mener vi, at det er ovenud sandsynligt, at flere vil vælge at bruge deres børn som tolke i dialogen med sundhedsvæsenet. Det har ikke alene svære psykiske konsekvenser for børnene og forældrene, men retter samtidig en skarp kritik af den kvalitet af tolkning, som bliver leveret. Kan man med rette tro på, at et barn - som tilmed er under stor følelsesmæssig nød - leverer en tilstrækkelig og korrekt tolkning? Det er vores overbevisning, at børn og andre familiemedlemmer, kun har én rolle i et sådan et møde med sundhedsvæsenet:
At være pårørende. Hør eksempelvis denne historie: https://www.youtube.com/watch?v=LP2E8_2ahEw&feature=share

Tolkeetisk set, er dette både uetisk og uprofessionelt. Børn skal have lov til at være børn, så længe, som muligt. De skal ikke tynges af at sidde med til mors gynækologiske undersøgelser eller have ansvaret for at fortælle deres morfar, at han har fået kræft. 

Den sociale kontrol vil ligeledes blive udvandet, når f.eks. unge muslimske kvinder ønsker en abort, men familiens overhoved afviser med argumenter i religiøse dogmer. Vi mener, at staten burde sikre kvinders rettigheder med adgang til en neutral og ordentlig tolkning, uden de habilitetsproblemer samt problemer med tavshedspligt, der kan opstår familiemedlemmer imellem. 

Vi håber meget, at I har tid til at læse vores skriv, og tænke jer om en ekstra gang, inden I i dag stemmer lovforslaget igennem.

Fra de hårdt arbejdende tolke i branchen, og med venlige hilsner,

Rauf Hasanzadeh, Suleyman Çetinkaya, Pirouz Shamekh, Mira Radenovic, Malik Hussain og Rosa Ozturk.