Hvorfor er det kun en brøkdel af medarbejderne i Normal-butikkerne, der har overenskomst? Og hvorfor skal resten snydes for feriedage, fritvalgsordning, løn på barnets første sygedag, løn under barsel og pension?

Det forhold satte HK Handel fokus på, da man i sidste uge var på gaden foran Normal-butikker over hele landet. 

- Vi stod udenfor Normal-butikker i Kolding og Esbjerg, hvor vi spurgte kunderne, om de ville overbringe en pose guldmønter og en flyer til medarbejderne, hvis de mente, at medarbejderne fortjente en overenskomst. Det ville rigtigt mange, og vi fik mange gode snakke om fordelene ved en overenskomst, fortæller HK Handel Sydjyllands formand Hanne K. Mathiasen, som selv var at finde foran Normal-butikkerne i Esbjerg.

Organisator i HK Handel, Søren Hallum-Andersen, der har organiseret kampagnen, er også begejstret:

- Der blev taget supergodt imod kampagnen foran butikkerne, men også på Facebook, hvor overvældende mange har været inde og like, kommentere og dele budskabet om, at flere Normal-ansatte skal være dækket af en overenskomst. Samtidig tog personalet det hele med et glimt i øjet, når de modtog guldmønter og materiale fra deres kunder, der tydeligvis interesserede sig for, om der var overenskomst og ordnede forhold, der hvor de handlede.

Konkrete OK-resultater på vej

Søren Hallum-Andersen kan samtidig fortælle, at der allerede er konkrete OK-resultater på vej efter en vellykket kampagne-dag:

- Der er allerede 3-4 overenskomstforslag undervejs og flere på vej. Samtidig skal vi jo nu ud og følge op på besøgene og besøge de Normal-butikker, som vi ikke kunne nå forbi på kampagnedagen, siger Søren Hallum-Andersen.

HK kan kræve overenskomst, hvis mindst 50 procent af medarbejderne i en Normal-butik er medlem af HK Handel.