Borgere og virksomheder kan trods det tilsyneladende pæne rammeløft på 1,7 milliarder kroner i den nye kommuneaftale for 2019 se frem til fortsat smalhals i velfærden.

Sådan lyder det fra HK Kommunals formand, Bodil Otto, der peger på, at kommunerne fortsat er pålagt at spare en milliard kroner gennem det såkaldte Moderniserings- og effektiviseringsprogram.

- Af den ene milliard ryger halvdelen helt ud af de kommunale budgetter. Netto giver kommuneaftalen altså et løft på 1,2 milliarder kroner, og det er ikke tilstrækkeligt til bare at dække behovet for velfærd til ældre og unge, som der vil blive flere af det kommende år, vurderer Bodil Otto.

De ekstra penge er ifølge formanden langtfra nok til at udvikle en tidssvarende kommunal service, der følger med den almindelige velstandsudvikling i samfundet.

Ideologiske travere

HK Kommunals formand betegner derudover aftalens formuleringer om mere konkurrenceudsættelse og lavere skatter som gamle, forudsigelige travere.

- Undersøgelser peger ganske entydigt på, at danskerne hverken ønsker skattelettelser eller privatiseringer på bekostning af velfærd, siger Bodil Otto.

Hun understreger, at mange kommuner ifølge en undersøgelse fra KL ganske bemærkelsesværdigt forventer at hente gevinster ved at hjemtage udliciterede opgaver i eget regi.

- Det bryder jo med manges opfattelse af, at private løsninger er mere effektive end offentlige løsninger. Men som regeringen er sammensat, er det åbenbart nødvendigt at få sat nogle ideologiske fingeraftryk, der ikke desto mindre er uden hold i den virkelige, kommunale verden, fastslår HK Kommunals formand.

Artiklen er opdateret 07. juni 2018