Foto: Nadia Fryd

Hvordan bliver bonusser og resultatløn egentlig brugt i kommuner og regioner? Det vil innovationsminister Sophie Løhde nu have undersøgt, skriver DR Nyheder.

Undersøgelsen kommer i kølvandet på flere kritiske historier om bonusser og resultatløn på det statslige område, hvor eksempelvis en række direktører i Banedanmark har fået udbetalt præstationsbonusser trods massive udfordringer med at få et storstilet signalprogram til at køre, skriver DR Nyheder.

Også en bonus til programdirektøren for Sundhedsplatformen har fået Sophie Løhde til at kigge på brugen.

- Jeg har tidligere i år igangsat en undersøgelse af, hvordan resultatløn bruges i staten. Men resultatløn anvendes jo flere steder i det offentlige, og derfor giver det god mening, at undersøgelsen nu udvides, så den også kommer til at omfatte regioner og kommuner, siger hun.

Et udmærket værktøj

Undersøgelsen af brugen af resultatløn og bonusser i kommuner og regioner kommer efter pres fra Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale Venstre, Enhedslisten og SF, skriver DR Nyheder.

Og selvom partierne har været kritiske, så er Sophie Løhde ikke entydigt modstander af resultatløn.

- Resultatløn kan for mig at se være et udmærket værktøj til at understøtte arbejdet med at nå de mål, man sætter sig, men ledelserne på de enkelte arbejdspladser skal selvfølgelig kunne stå på mål for den måde, de bruger resultatløn og bonusser på. Og der har været eksempler fremme, hvor man set udefra godt kan undre sig, siger Sophie Løhde.

Ifølge DR Nyheder er det planen, at undersøgelsen skal være færdig i løbet af efteråret 2018.