Kate Ziegler

Pengene vælter ind i kasseapparaterne hos Dansk Supermarked, nu Salling Group. Årsregnskabet for 2017 viste både stigende omsætning og indtjening. Men hvad med de mange ansatte, der hver dag knokler rundt i butikkerne – får de en del af den store kage?

Ifølge virksomheden selv har koncernen den højeste markedsandel i Danmark nogensinde. Det er ikke nemt for konkurrenterne i detailbranchen at følge med, og medarbejderne har været med til at skabe de gode resultater.

Men det kniber for de 50.000 medarbejdere at få øje på den voldsomme fremgang, når de kigger på deres lønkonto.

Jeg hører fra tillidsfolkene, der arbejder i Bilka, føtex, Netto osv., at det kan være meget svært at overtale chefen til en lønstigning. Den årlige lønsamtale opleves af mange ansatte som mere et diktat end en forhandling. Ofte bliver det kun til en enkelt eller to kroner mere i timen – før skat.

Som formand for HK Handel i Nordjylland vil jeg opfordre cheferne i Salling Group til at være mindre nærige. Lad de medarbejdere, der knokler hver dag ude i de mange butikker, også få lidt gavn af det gode regnskab.