HK-medlem Karina Rimkus Selck fik efter et års ledighed nyt job som 51-årig.

Karina Rimkus Selck skænkede sjældent sin alder mange tanker, mens hun var jobsøgende. - Det er da noget fjolleri, hvis man ikke skulle få lov til at få et job, bare fordi man er 50, siger hun.

TEKST: LARS MADSEN
FOTO: MORTEN RODE

Timingen kunne ikke have været dårligere, da Karina Rimkus Selck i november 2015 blev fyret fra sit job som grafiker og marketingassistent hos et medicinalfirma. Hun gik på det tidspunkt hjemme på plejeorlov med sin døende far og vidste godt, hendes job kunne være i fare, fordi medicinalfirmaet var blevet overtaget af en anden koncern. Men at hun ligefrem skulle ringes ind fra plejeorloven, hvor hendes far lå på sit yderste, har hun ikke ubetinget forståelse for.

- Det var virkelig dårligt timet, og det sagde jeg også til dem i telefonen, husker hun.

- Jeg havde trods alt været der i over 10 år. Jeg blev fyret den 17., og min far døde den 19.

Bortset fra timingen føler Karina Rimkus Selck sig udmærket behandler af arbejdsgiveren. Hun fik det korrekte antal måneders opsigelse med løn og et forløb outplacement-forløb, som hun begyndte på i januar. På det tidspunkt havde hun bearbejdet den værste sorg, og hun begyndte at omstille sig til tilværelsen som jobsøgende. At hun nærmede sig en alder, der sjældent er et plus på cv’et, skænkede hun ikke mange tanker. I stedet gik hun konstruktivt til værks:

- Jeg tænkte, at nu skulle jeg rigtig mærke efter, hvad jeg ville. Det havde jeg nok tænkt uanset hvad, for efter sådan et forløb med sygdom kommer ens liv alligevel op til revision. Men jeg havde mange gode snakke med coachen om, hvad der gjorde mig glad, og hvad jeg kan lide at lave. Jeg fandt ud af, at jeg rigtig godt kan lide at have et alsidigt job, hvor jeg ikke kun laver grafisk arbejde, men også arbejder med for eksempel projektstyring, siger hun. 

Lidt for ydmyg

Coachingen handlede i høj grad om at skærpe Karina Rimkus Selcks jobsøgning, og hun lærte blandt andet at være mindre ydmyg.

- Hvis jeg er del af et team, er jeg ikke den, der står forrest og buser frem. Men man kan være 100 procent sikker på, at hvis jeg får en opgave, så bliver den løst til UG med kryds og slange. Så jeg lærte blandt andet at bruge lidt flere superlativer om mig selv i mine ansøgninger. Min coach slog for eksempel ned på, at jeg havde skrevet, jeg er okay til tysk. Min mand er tysker, vi taler tysk derhjemme, og jeg kan skrive og læse tysk. Så det blev ændret til, at jeg kan tysk på tosprogsniveau. Men jeg måtte da gå lidt på kompromis med mig selv for at kunne skrive sådan noget, siger hun.

HK-medlem Karina Rimkus Selck fik efter et års ledighed nyt job som 51-årig.

Det var et fuldtidsjob at være ledig og målrettet søge nyt arbejde, siger Karina Rimkus Selck.

I løbet af foråret tog Karina Rimkus Selck også en række grafiske kurser gennem HK, og da hun i sommeren 2016 meldte sig som ledig, stiftede hun hurtigt bekendtskab med de berygtede krav om at søge et vist antal stillinger hver uge. Hun fortæller, at hun på jobcenteret blev opfordret til bare at fyre nogle uopfordrede standardansøgninger af sted for at nå kvoten på fem ansøgninger om ugen.

- Det nægtede jeg pure. Jeg søgte det, jeg kunne bruge til noget, og hvor jeg havde en chance for at få job. Jeg synes, det kræver en indsats at søge en stilling. Det kræver, du sætter dig ind i virksomheden og i, hvad de reelt søger – hvad står der mellem linjerne. Du skal jo sælge dig selv, ikke bare skrive hvad du kan, men hvad du kan gøre af forskel for dem. Det kræver research, og det tager tid. Jeg syntes, det var et fuldtidsjob. Plus det ligger og lurer i knolden på dig, når du sover eller har weekend.

Aktiv på LinkedIn

Ansøgningerne kastede nogle samtaler af sig, men ikke et job. Sideløbende med jobsøgningen tog Karina Rimkus Selck en efteruddannelse i onlinemarketing, og hun var to måneder i praktik i et nyopstartet firma, hvilket ikke mundede ud i en ansættelse, men gav hende flere kontakter at hooke op med på det sociale medie LinkedIn. 

Her havde hendes coach også rådet hende til at være aktiv, og det var hun på flere måder:

- Jeg havde selvfølgelig en profil, og i stedet for bare at skrive om mig selv, lavede jeg også noget grafik over, hvem jeg er, og jeg lagde billeder op af mit arbejde. Derudover søgte jeg jobs derinde, jeg begyndte at følge virksomheder, der kunne være interessante for mig, og jeg sørgede for at være aktiv og like artikler med meningsfuldt indhold. Jeg fik også flere henvendelser fra headhuntere og var blandt andet lige ved at få job hos ur-firmaet Swatch, hvor jeg var blandt de sidste to. Desværre havde den anden erfaring med ure, det kunne jeg ikke hamle op med. Men jeg var stolt af at være blandt de to sidste, det gav da lige et kick til at søge videre, siger hun.

Drop down-udskillelse

Efter et års tid som ledig lykkedes det endelig Karina Rimkus Selck at få tilbudt et job – hos en parasolfabrikant i Køge. Det var ikke drømmejobbet, blandt andet var lønnen for lav (”Jeg sagde allerede fra dag et til ham, at han var for nærig”), men hun tog det.

Kort efter ringede hendes telefon imidlertid igen; endnu en headhunter havde fundet hende på LinkedIn. Og denne gang viste det sig at lede til det helt rette, alsidige job hos Auditdata i Taastrup. Her har Karina Rimkus Selck nu siden september 2017 været ansat som marketingspecialist, og hun laver både grafisk arbejde og marketing og er rigtig glad for det.

Hun emmer også af tilfredshed og overskud, da hun med perlende humør og hyppig latter fortæller om sit forløb som ledig. Vi sidder ude i familiens have på en af maj måneds bedste aftener, og

Karina Rimkus Selck bedyrer, at alderen kun i ganske få tilfælde har fyldt noget, mens hun var jobsøgende. Det er blandt andet sket, når hun har søgt job hos større firmaer med egen jobsøgningsportal og har skullet angive sin aldersklasse i en drop down-menu. I de tilfælde kan hun godt forestille sig, at hendes alder har betydet, hun slet ikke er kommet i betragtning til jobbet.

- Men jeg havde det sådan, at hvis jeg ikke kunne få et arbejde, så måtte jeg blive selvstændig. Jeg stopper da ikke nu, siger hun. 

- Vi har lige holdt min mormors 90-års fødselsdag, og så gammel satser jeg også på, jeg skal blive. Det er da noget fjolleri, hvis man ikke skulle få lov til at få et job, bare fordi man er 50. Jeg sagde også til coachen: Jeg er da nysgerrig stadigvæk. Jeg vil stadig gerne lære og gerne udrette noget. Jeg skal da også udvikle mig.

 

Rekrutteringskonsulent: Derfor fik jeg øje på Karina

 
Det var blandt andet Karina Rimkus Selcks stærke kompetencer i tysk samt erfaring som marketingkoordinator fra medicinalbranchen, der i første omgang fik rekrutteringskonsulent Ina Foldager fra bureauet ”People in Action” til at tage kontakt til hende via LinkedIn. Ina Foldager havde på daværende tidspunkt en kunde, der ønskede at ansætte en kandidat med de kompetencer.
 
Karina Rimkus Selck blev dog ikke tilbudt stillingen, men et par måneder senere fik People In Action en lignende stilling ind, hvor kunden – Auditdata – ønskede at ansætte en marketingkoordinator med erfaring fra medicinal/medical device-branchen. Ina Foldager tog igen kontakt til Karina Rimkus Selck, som havde gjort et godt indtryk, og denne gang fik hun stillingen.