HK Stats formand Rita Bundgaard holdt ikke igen med gode råd til skatteministeren og Peter Skaarup. Foto: Rasmus Lindhardt

Hvis politikerne tror, at de har at de har løst  alle udfordringerne i Skat og betalt regningen for 10 års besparelser, så kan de godt tro om igen.

Der skal flere medarbejdere til - ikke mindst til kontrolområdet. Og I har hele  befolkningens opbakning til at investere i et bedre Skat. Sådan lød det klare budskab fra Rita Bundgaard til skatteminister Karsten Lauritzen og Dansk Folkepartis gruppeformand Peter Skaarup under torsdagens åbningsdebat.

HK Stat og FSR Danske Revisorer havde i fællesskab inviteret til åbningsdebat om et helt afgørende spørgsmål for det danske velfærdssamfund. Hvordan går det med skat? Og der var klapsalver fra det stopfyldte telt, da Rita Bundgaard gav de to toppolitikere gode råd:

- Der er stadig brug for arbejdsro i Skat. Derfor skal vi have et permanent boost af Skat. Jeg kan godt høre, at de to politikere får en svær opgave ovre hos finansminister Kristian Jensen. Han er som finansminister bedst til at se medarbejdere i Skat som en udgift.

- Prøv at se, om I ikke kan overbevise ham om, at det ER en investering i service, kvalitet og retssikkerhed. I har faktisk opbakning fra hele Danmarks befolkning.

Snyd må ikke betale sig

FSR-direktør Charlotte Jepsen fulgte op med behov for mere revision og bedre skattekontrol.

- Vi ved, at cirka 70.000 virksomheder snyder bevidst. De 70.000 skal have besøg af dig og dine folk, sagde hun til skatteministeren.

- Det må ikke kunne betale sig at snyde, og det er en god businesscase at investere i bedre skattekontrol, sagde hun.

Og der blev kvitteret fra begge politikere.

- Vi har en minister, der arbejder godt. Men det er svært, når ressourcer og medarbejdere ikke er der. Vi har brug for flere varme hænder til skat, lød det fra Peter Skaarup.

Direkte adspurgt, om de to politikere vil diskutere flere penge til skat med Kristian Jensen lød et klart ja fra DF-politikeren og et næsten lige så klart tilsagn fra ministeren.

- Vi kommer også til at give flere penge, sagde Karsten Lauritzen, der også understregede, at man kan ikke digitalisere sig ud af alting.

Du kan se videoen fra debatten her

Ikke så simpelt at forenkle lovgivning

Direktør fra Dansk Byggeri Lars Storr-Hansen deltog også i debatten med et stort ønske om mere simple regler. Det vil ministeren gerne, men hvis der fjernes regler, der giver skattekroner i kassen, så koster det penge, og det er ikke så simpelt.

- At forenkle lovgivning lovgivning er lettere sagt end gjort, konstaterede Karsten Lauritzen.

Rita Bundgaard lovede de to politikere, at hvis de kan sikre de økonomiske rammer i Skat fremover med permanente økonomiske løft, så skal medarbejderne meget gerne bidrage med deres ideer til en bedre skattelovgivning. 

Læs også: Ordkamp om HK-job og fælles velfærd