Thyra Frisk Carstensen, 32 år, er én af de mange HK’ere, der er rykket ind i Administrativt Center Vest i Holstebro, hvor hun er ansat som overassistent i den afdeling, der arbejder med tilladelser og bevillinger.

 

Thyra startede i jobbet 1. november sidste år efter en kortere periode som ledig.

 

Thyra er uddannet advokatsekretær i 2013. Efter endt uddannelse flyttede hun sammen med sin kæreste i Vestjylland, hvor hun fik arbejde hos Lemvig Kommune i Direktionssekretariatet. 
Kæresten startede som selvstændig tømrer, og da Thyra gerne ville hjælpe ham med det administrative, greb hun chancen, da der viste sig mulighed for at læse videre til revisorassistent-trainee hos en landboforening.

 

Efter endt eksamen fandt hun ud af, at hun var gravid, og hun gik tre måneder før praktikperiodens udløb i maj 2016 på barsel. 

 

Under barselsorloven gik det op for Thyra, at det at arbejde med landbrug ikke var det rigtige for hende, og efter endt orlov i foråret 2017 meldte hun sig ledig.

 

Ledighed skabte tvivl

- Jeg taler flydende tysk, fordi jeg oprindelig er fra Sønderjylland, hvor jeg har gået i tysk skole, og troede, at jeg med sprogkundskaberne og en kontoruddannelse hurtigt ville finde arbejde. Men der viste sig sparsomme jobmuligheder, og jeg begyndte at tvivle på, om jeg kunne komme i gang igen og overvejede et nyt uddannelsesforløb, fortæller hun.

 

Thyra Frisk Carstensen

 

Det var i perioden med tvivl og usikkerhed, at Thyra mødte Lone Bjørnkjær, der er jobformidler hos HK MidtVest.

 

- Lone var for det første rigtig god til at berolige mig. Desuden fik hun struktur ind i mine ansøgninger. Og så sørgede hun for, at jeg blev holdt opdateret angående jobmulighederne i området gennem HK JobBørs, fortæller Thyra.
 
- Jeg var nok lidt kørt fast. Men Lone var god til at åbne et vindue, så jeg kunne komme videre, og efterhånden gik det op for mig, at jeg gerne ville ansættes på en offentlig arbejdsplads, forklarer hun.

 

Jobåbning viste sig

En dag i august 2017 blev Thyra kontaktet af Lone Bjørnkjær, der fortalte, at Midt- og Vestjyllands Politi var på udkig efter en vikar til Administrativt Center Vest.

 

Thyra sendte en mail med CV og ansøgning til sektionsleder Jesper Byskov. Ansøgningen gav pote, og Thyra blev kaldt til samtale og tilbudt et års vikariat, der viste sig at blive til en fast stilling fra 1. april i år. Da den faste stilling blev slået op, søgte Thyra den og fik den.

 

- Da jeg startede, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle forvente hos Politiet. Men jeg har fået nogle super gode kolleger og har fundet nogle værdier i arbejdet, som jeg ikke troede betød så meget for mig. Eksempelvis fleksibiliteten, som vi har, hvor vi kan flekse ind og ud. 
 
- Og så arbejder jeg i et team, hvor vi både er yngre og ældre medarbejdere, kvinder og mænd, og med vidt forskellig baggrund, hvilket giver en god synergi. Og der er tale om et meget bredt arbejdsområde, hvor vi arbejder med alt fra tilladelser til cykelløb, udstedelse af vagt- og dørmandskort, alkoholbevillinger til udstedelse af ambassadepas, beretter hun.

 

I øjeblikket har Thyra dog orlov, idet hun er gravid igen. Hun har i forvejen en datter på knap to år og venter endnu én i slutningen af juni.

 

- Jeg er rigtig glad for at arbejde hos Midt- og Vestjyllands Politi og glæder mig meget til at skulle starte i jobbet igen efter min barselsorlov, siger hun.

 

Godt samarbejde med HK

Midt- og Vestjyllands Politi har gennem et længere stykke tid gjort brug af HK som sparringspartner ved ansættelser.

 

- Alle faste stillinger i Politiet skal slåes op, men ved besættelse af vikariater har vi gjort brug af HK JobBørs og har ansat mellem 10-15 medarbejdere, som senere har søgt og fået faste stillinger hos os, fortæller sektionsleder Jesper Byskov.
 
- Desuden har vi, når vi har søgt medarbejdere via opslag, været ude ved HK-arrangementer og fortælle om det, og det har givet mange kvalificerede ansøgere til stillinger. Og det er både ledige og folk i job, som søger, fortæller han.
 
Midt- og Vestjyllands Politi er i gang med at ansætte 100-120 nye medarbejdere til det nye Politiets Administrative Center, der bliver en realitet til efteråret, når Administrativt Center Vest og Administrativt Center Øst bliver lagt sammen til én enhed med placering i Holstebro.
 
- Vi har allerede ansat en del. Men der kommer nye stillingsopslag til efteråret, og vi er på udkig efter både unge og ældre, mænd og kvinder. Den yngste, vi har ansat til stillingerne, er 22 år, og den ældste 62 år. Det betyder meget, når vi skal sammensætte teams, at medarbejderne er blandede, siger han.

 

Jesper Byskov kan i øvrigt fortælle, at det i øjeblikket kniber med at få mandlige ansøgere nok på det administrative område.

 

Fakta om HK JobBørs

Siden 1. januar 2015 har medlemmer af HK MidtVest, der søger efter et nyt job, og arbejdsgivere i det midt- og vestjyske kunnet få hjælp til at komme i kontakt med hinanden gennem HK Jobbørs.

 

Som HK-medlem kan du lægge dit CV ind på HK’s jobportal, og så holder vi øje med jobmulighederne og foreslår dig som kandidat, når en arbejdsgiver henvender sig til os med et job, der passer til dine ønsker og kvalifikationer.

 

Som virksomhed kan du fortælle os, hvad din nye medarbejder skal kunne, og hvor mange kandidater, du gerne vil have til samtale om jobbet. Så hjælper vi helt gratis med at finde kvalificerede kandidater.

 

I HK MidtVest kan du kontakte jobformidler Lone Bjørnkjær på e-mail jobboers-midtvest@hk.dk eller telefon 3364 1230.

 

 
Artiklen er opdateret 15. juni 2018