Jonna Vestergaard
Jonna Vestergaard, formand for HK Stat Nordjylland

Kære kollega

Jeg vil først og fremmest benytte lejligheden til at sige jer hver især tusind tak for bidraget til, at vi fik stemmeprocenten helt i top her i Nordjylland. Ikke færre end 81 % har afgivet deres stemme. Det er næsthøjeste stemmeprocent på landsplan – kun overgået af HK Sydjyllands, som tog en ærefuld førsteplads med 82,6 %.

Det er en virkelig historisk med så stor opbakning til en overenskomstforhandling. Aldrig har så mange stemt om en overenskomst. Derudover taler et kæmpe JA på 94 % vist for sig selv, og det er ikke mindst et rigtigt godt signal fra jer til vores arbejdsgivere om jeres store opbakning til det flotte resultat, som vores forhandlere har fået i hus. På den måde er I alle en del af løsningen; for uden jeres indsats, engagement, sammenhold og opbakning havde vi aldrig nået opnået det. Sammen er vi stærkere. Særligt vil jeg fremhæve det resultat fra OK18, at lønudviklingen nu igen er kommet i takt med de privatansattes. Det kan og skal vi glæde os rigtig meget over.

Her har du et link til de nye lønsatser for HK Stat (provinsen), som gælder allerede pr. 1.4.18. I får nu en lønstigning på 1,13 % med tilbagevirkende kraft – højst sandsynligt udbetalt med juli- eller augustlønnen. I 2018 er der fra oktober aftalt yderligere en generel lønstigning, samt herudover et solidarisk lønløft til nogle af de lavestlønnede, som altså falder samtidig, og som kommer oveni.

Inden vi ved af det, står sommerferien for døren, og jeg vil derfor samtidig her benytte lejligheden til at ønske jer alle sammen en rigtig dejlig, solrig sommer.

Jeg håber også, at du vil slappe af og nyde den frihed, det er ikke at skulle på arbejde, få batterierne ladet op og have masser af tid til at gøre lige præcis dét, du gerne vil.

Endelig vil jeg minde dig om, at hvis du har brug for at få afklaret spørgsmål, eller andet du gerne vil vende med os, er du altid velkommen til at kontakte mig eller teamet i HK Stat Nordjylland – så tøv ikke med at ringe til os på tlf. 3364 1309!

Sammen med HK Stat-teamet i HK Nordjylland – Marianne, Michael, Morten og Lenette – vil jeg ønske dig og din familie en rigtig dejlig sommer.

 

Varme sommerhilsner

Jonna Vestergaard

Sektorformand HK Stat Nordjylland