HK Stats formand Rita Bundgaard og Sara Vergo fra Djøf diskuterede akademikerindtoget i staten med direktør i SKAT Claus Henrik Larsen (tv.) Moderniseringsstyrelsens vicedirektør Linda Nissen (tv.), Benny Engelbrecht (Soc. dem.) og Henrik Dahl fra Liberal Alliance (begge th.) Foto: Rasmus Lindharth

60 procent. Så meget er antallet af akademikere steget med i staten på bare 10 år.

Ude på de statslige arbejdspladser undrer HK'erne sig over, hvorfor flere af deres kolleger har en akademisk baggrund. Mens akademikerne har indtaget de statslige arbejdspladser, er tilstedeværelsen af alle andre faggrupper i staten faldet med 30 procent. Det viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

HK'erne føler sig løbet over ende

Isoleret set er akademikernes funktioner i staten ikke problemet. De udfører et specialiseret stykke arbejdskraft, mens HK'erne har deres forcer i den praktiske tilgang til administration og forvaltning. Men for HK'erne er det et problem, når akademikerne bliver ansat i HK-stillinger. Ifølge AE's undersøgelse drejer det sig om 4.000 stillinger. Oveni kommer, at der i staten er 4.000 universitetsstuderende på deltid, der tager sig af HK-opgaver.

På HK Stats facebookside blev opslaget om akademikerboomet hurtigt en glohed debat. Hele 27 kommentarer og 30 delinger fik opslaget henover weekenden. Adskillige brugere kunne nikke genkendende til akademikerindtoget på statens arbejdspladser.

- Akademikerne får HK'ernes job på universiteterne. Jeg ser, at alle jobopslag, der svarer til det, jeg er ansat til, nu kun er til akademikerne med en ph.d. Jeg har den rette kontoruddannelse, har målbevidst taget kurser og opdateret min viden. Alligevel ville jeg ikke komme i betragtning som ansøger i dag, skriver Anne Bruun.

- Tak. Endelig kommer der fokus på den problematik. Man føler sig efterhånden ensom som HK'er i ministerierne. I min afdeling er der kun mig sammen med 20 akademikere, skriver Anette Sejling Assis i kommentarsporet.

Læs også: Rita til politikere: Vi render så stærkt, så I tror det er løgn

- Arbejdsgiverne ved ikke, hvad der ligger i jobbet

Generelt vækker det glæde i kommentarsporet, at HK Stat med formand Rita Bundgaard i spidsen sætter fokus på problemstillingen. Flere medlemmer beretter også uafhængigt af hinanden om, hvordan HK'erne må vige pladsen for akademikere. En af dem er Anne Bruun. Til daglig er hun koordinator på DTU i Lyngby nord for København. Hun oplever, at akademikernes kompetencer ikke altid slår til i de administrative opgaver.

- Vi har den praktiske erfaring og de administrative kompetencer til at lave forskningsansøgninger og lægge budgetter. Akademikerne kan skrive den videnskabelige tekst, som vi ikke kan. Men ellers er det os, der kan alt det administrative, hvor akademikerne nogle gange falder igennem.

Som hun selv nævner i debattråden på Facebook, bliver stillinger som hendes egen i dag kun henvendt til akademikere med en ph.d.-eksamen.

- Du må spørge dem om, hvorfor det er sådan. Det må være, fordi man ikke ved, hvad der ligger i jobbet. Så tager man bare dem med den højeste uddannelse. Og dem er der masser af.

- Og der er ingen tvivl om, at akademikerne er glade for det, da der ikke er andet at få, siger Anne Bruun.

Læs også Ritas blog, som blev bragt i Berlingske: 60 procent flere akademikere i staten på 10 år

Studentermedhjælpere stjæler HK-jobs

Flere HK Stat medlemmer fortæller i kommentarsporet på HK Stats Facebook-side, at studentermedhjælpere fra akademiske uddannelser i stigende grad overtager HK-stillinger. Anette Sejling Assis sidder i et ministerium i en afdeling som den eneste tilbageværende HK'er. Hendes 20 kolleger i afdelingen er alle akademikere. Hendes sidste HK-kollega blev erstattet med en AC'er.

- Før var vi to HK'ere til mine opgaver. Nu er vi mig og studentermedhjælperne. De er der ikke hver dag og kan derfor ikke altid færdiggøre opgaverne. Der er også tit udskiftning, og så skal jeg lære en ny op igen. Det var nemmere dengang, vi var to HK'ere, fortæller Anette Sejling Assis.

Hun understreger, at alle hendes akademiske kolleger er søde og rare, men at hun indimellem godt kan føle en 'faglig ensomhed'

- Jeg mangler den faglige sparring fra en HK'er. Der er HK'ere i de andre afdelinger, men det er ikke helt det samme, da opgaverne er forskellige fra afdeling til afdeling. Jeg kan også tydeligt mærke, at jeg ikke har den samme baggrund, når mine akademiske kolleger taler 'jurasnak', som jeg ikke er inde i.

I undersøgelsen fra AE anslås det, at staten årligt betaler 400 millioner kroner i merpris ved at ansætte akademikere i HK-stillinger.

 

Det viser AE's undersøgelse:

 

  • Staten beskæftiger cirka 75.000 akademikere. Det er 42 procent af alle statsansatte.

  • Akademikerne koster årligt staten 45 milliarder lønkroner

  • Gennemsnitslønnen for en akademikere er 610.000 kroner og 398.000 kroner om året for HK'ere

  • Hver 7. kontoradministrative medarbejder i staten er akademiker. I kommunerne er det kun hver 30.

  • Hvis HK’ere varetog blot 15 procent af opgaverne i de nye akademiske stillinger, som er blevet oprettet, er der løst anslået en besparelse på 2,3 milliarder kroner at hente årligt

 

  • 4.000 studentermedhjælper fra akademiske uddannelser varetager HK-stillinger i staten

  • Der er kommet 60 procent flere akademikere i staten i de sidste 10 år

  • Andelen af alle andre faggrupper i staten er faldet med 30 procent i samme periode

  • Det anslås, at staten betaler en merpris på 400 millioner kroner om året ved at ansætte akademikere i HK-jobs

 

Kilde: Arbejderbevægelsens Erhvervsråd