Er du ufaglært eller faglært og i beskæftigelse, så er der snart endnu en god grund til at tage en kompetencegivende uddannelse. Nu kan du få nedsat deltagerbetalingen til kompetencegivende uddannelse på akademi- og diplomniveau med 10.000 kr. fra den nye Omstillingsfond, som er en del af trepartsaftalen mellem regeringen og parterne på arbejdsmarkedet.

Derfor vil mange uddannelsesmoduler blive helt gratis. Du søger den nedsatte deltagerbetaling hos den skole, der udbyder den uddannelse, du gerne vil have. Det kan du fra 1. august.

HK Kommunal anbefaler, at du altid taler med din leder om uddannelse og inddrager din tillidsrepræsentant, hvis det er relevant, så du får ordentlige vilkår for uddannelsen og får det ind i din udviklingsplan.

Du kan selvfølgelig stadig søge de 25.000 kroner fra Kompetencefonden. Hvis du ud over tilskud fra Omstillingsfonden vil søge Kompetencefonden om tilskud til transport og materialer eller resten af uddannelsesgebyret, så lægger HK Kommunal vægt på, at der i hele uddannelsesforløbet følges helt de samme regler med fx uddannelse og arbejdstiden, som gælder for uddannelse støttet af Kompetencefonden.

Der kommer mere information til alle og særskilt til tillidsrepræsentanter i den kommende tid om Omstillingsfonden og HK Kommunals aktiviteter.

Godt med supplement til Kompetencefonden

- Jeg er rigtig glad for, at der er kommet endnu en mulighed for at få økonomisk støtte til kompetencegivende uddannelse. Det er helt afgørende, at vi bliver ved at udvikle os og tilegne os nye kompetencer i en verden, hvor især digitaliseringen ændrer arbejdsopgaverne og øger behovet for nye kompetencer. Derfor er den nye omstillingsfond et supergodt supplement til vores allerede eksisterende Kompetencefond, siger HK Kommunals næstformand, Mads Samsing.

Er du i tvivl om, hvilken uddannelse der kunne være relevant for dig? Så sidder HK's Karrieretelefon klar til at hjælpe dig på telefon 3330 4460.

Fakta om Omstillingsfonden

For at få støtte til lavere deltagerbetaling skal du være faglært eller ufaglært og ikke have en fuld akademiuddannelse. Der er ikke støtte til kommunom eller sundhedskommunom. Men har du en kommunom/sundhedskommunom, så kan du få tilskud til en diplomuddannelse.

Omstillingsfonden råder over 65 mio. kr. og gælder for hele arbejdsmarkedet, så mulighederne for tilskud er ikke ubegrænsede. 

Læs mere om Omstillingsfonden og reglerne for at modtage støtte