Nina Sander Bech afsluttede for et par år siden en akademiuddannelse i offentlig administration- og forvaltning. - Det var fantastisk. Jeg opfordrer klart andre til at tage kompetencegivende efteruddannelse, siger hun og glæder sig over mulighederne med den nye omstillingsfond. Foto: Mikkel Østergaard

Er du ufaglært eller faglært og i beskæftigelse? Så er der snart endnu en god grund til at tage en kompetencegivende uddannelse.

Ud over muligheden for at søge støtte i Kompetencefonden (www.kompetenceudvikling.dk/den-statslige-kompetencefond), kan du nu også søge 10.000 kroner til uddannelse fra en ny omstillingsfond. Fonden er blevet til som en del af trepartsaftalen fra 2017 mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter.

Allerede fra 1. august kan du søge 10.000 kroner om året indtil 2021 i støtte til kompetencegivende uddannelser på akademi- og diplomniveau. Det vil sige uddannelser, der giver ETCS-point.

Godt med supplement til Kompetencefonden

- Det er meget positivt, at der nu er en ekstra mulighed for at få økonomisk støtte til kompetencegivende uddannelse. I forvejen er der støtte at hente i Den Statslige Kompetencefond til individuel kompetenceudvikling.

- Alle initiativer, der fremmer medlemmernes muligheder for at løfte deres kvalifikationer er velkomne og vigtige i en tid, hvor digitalisering og udviklingen i øvrigt stiller nye krav og behovet for løbende at uddanne sig er stort, siger Peter Raben, der er næstformand i HK Stat.

Er du i tvivl om, hvilken uddannelse, der kunne være relevant for dig? Så sidder HK’s karrieretelefon klar til at hjælpe dig på telefon 3330 4460. Læs mere om omstillingsfonden og reglerne for at modtage støtte på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside.